Smuk vinderfisk med hang til børsteorm
I weekenden den 5.-7. april blev forårsudgaven af Seatrout Open afviklet med Go Fishing i Odense som arrangør. Vinderfisken var en flot og vægtig sag fra Nordfyn, som havde smag for børsteorm.
Top tre i Seatrout Open – april 2019.
1. Mikkel Aarup Gregersen: Havørred på 80 cm og 5,920 kg.
2. Lars Henriksen: Havørred på 71 cm og 3,850 kg.
3. Peter Daly: Havørred på 64 cm og 2,795 kg.
Se det samlede resultat på Go Fishings side.
Da Lars Henriksen løb ind til indvejningen med sin havørred på 3,85 kg søndag eftermiddag, var det med den overbevisning, at det ville blive den førende fisk i konkurrencen, men da han nåede frem havde Mikkel Aarup Gregersen lige forinden indvejet den fisk, der skulle blive den suveræne vinder af Seatrout Open, april 2019.
Konkurrencen havde deltagelse af hele 516 deltagere, det højeste antal i 10 år.
– Jeg fiskede med bombardaflåd og en Gulp-børsteorm, som jeg trak langsomt ind, da fisken huggede og viste sin store, blanke side, fortæller Mikkel til Sportsfiskeren.dk og fortsætter:
– Det var en vanvittig fight, hvor fisken trak dybt og tog to lange udløb. Jeg spændte bremsen, for det var tang længere ude, som jeg gerne ville undgå. Heldigvis kom en lokal lystfisker forbi og hjalp med at nette den.
Mikkel er ikke i tvivl om, hvad førstepræmien skal bruges til. Det er et gavekort på 20.000 kr. til Getaway Tours, og Mikkel ser nu frem til at skulle fiske på Bahamas.
Nordsjællændere på Fyn
For mange kystfiskere er Seatrout Open en fast begivenhed, og det var også tilfældet for et hold nordsjællandske kystfiskere. Torsdag aften landende de 10 mand på Langeland, og fredag morgen var de klar til at tage udfordringen op.
To mand fra holdet – Christian Fischer og Michael Andersen – valgte i første omgang at køre fra Langeland over på Fyn til en plads, der tidligere havde givet fisk. Det skulle vise sig at være en god idé, for i løbet af tre timer fik de 29 havørreder, der alle var over målet. Christian fik den største på 61 cm, og den indbragte ham en 7. pladsen i konkurrencen og en flydering i præmie.