Mit hoved – vil til As Hoved
Der er kystpladser, der fylder så meget i bevidstheden, at det næsten føles, som om man aldrig fisker andre steder. Det er tilfældet med As Hoved, selvom jeg faktisk aldrig har fisket her om sommeren – eller om efteråret for den sags skyld. Pladsen definerer dansk forårsfiskeri på den åbne kyst. I mit hoved i hvert fald.
As Hoved, april 2002
Hver eneste gang jeg fisker på As Hoved, er der et bestemt billede, som sniger sig ind på hjernens billedprojektor. Det er et meget gammelt billede, som jeg har liggende i en slaggerdynge af mugne minder nederst i hukommelsesbunken. Billedet er et farvefotografi taget med det spejlreflekskamera, jeg købte for mine konfirmationspenge. Faktisk er der to billeder, som af uransagelige årsager dukker op samtidig, når jeg tænker på det gamle kamera, men det andet er et foto af to karusser, som ligger på nogle nyudsprungne pilegrene. Det sidste lader vi derfor ligge i bunken af sære minder fra mit fiskeris stenalder. Billedet, jeg tænker på, forestiller tre unge lystfiskere. Man kan se, at de er unge, fordi de har hår på hele hovedet. Man kan også se, at billedet er gammelt, for to af knægtene på billedet har deres PVC-waders hængende over skulderen. Ham til højre. Min bror. Han har et par neoprenwaders på. Højeste mode på det tidspunkt. Men sådan var han, dengang han fiskede. Det er klinget noget af siden. Jeg er dog glad for, at han droppede frisuren: Skulderlangt, småpermanentet og affarvet. Du skal tænke glamrock fra firserne, så er du på rette spor. På billedet kan man se, at vi er på vej ud for at fiske på As Hoved. Det er en halvstor halvø, som stritter ud i Kattegat lige under Horsens Fjord. Der må man ikke køre i bil. Man må gå eller cykle – og der er ret langt ud til spidsen. Derfor undrer jeg mig i dag over min brors valg af neoprenwadersene. Men det var selvfølgelig smart dengang.
Vi var på vej til kystfiskeri, dengang jeg tog billedet. Jeg var højst 15 år, og jeg tror ikke, jeg havde fanget mere end to havørreder på kysten. Sandsynligvis ingen af dem over målet, og det er sandsynligt, at ingen af dem har været taget på flue. Jeg kom sent i gang med de der havørreder.
Det er der rettet op på siden. Jeg har gået turen ud gennem alléen mange gange. Stenene på As Hoved har set undersiden af en del forskellige vadestøvler. Deriblandt mine egne PVC-vadestøvler, de traktormønstrede fra mine svedige neoprener og de piggede filtsåler på forskellige vadestøvler, fra dengang alt blev åndbart, men stadig svedigt på en lun forårsdag.
Der er kystpladser, der fylder så meget i bevidstheden, at det næsten føles, som om man aldrig fisker andre steder. Det er tilfældet her, selvom jeg faktisk aldrig har fisket her om sommeren – eller om efteråret for den sags skyld. As Hoved definerer dansk forårsfiskeri på den åbne kyst. I mit hoved i hvert fald.
Hvis man går til højre ved alléen, kommer man til sydsiden af hovedet. Når man står ved vandkanten, kan man se hele den sydvendte kyst. Man kan se, hvordan havet gnaver i klinterne, så kystlinjen står skarpt skåret i profil mod Kattegat. Det er en statelig kyst, og oven over klinterne står kæmpestore træer af forskellig slags. Man kommer uvilkårligt til at tænke på nationalsangens bøgetræer. Som i et guldaldermaleri af den mest nationalromantiske slags.
Man lægger ikke så meget mærke til træerne, når man først er i gang med fiskeriet. Som kystfisker er det alligevel et eventyr at fiske her, for kysten ændrer konstant karakter. Fra sandbugtens badekar til stenstrand, vige og spidser. Denne kyst har samlet alt det bedste fra de danske kyster, ja, det er, som om den vil prale og vise de allersmukkeste sider for os kystfiskere. Gennem årene sker der konstant noget ved kysten. På et bestemt sted står de robuste egetræer så tæt på vandet, at de yderste i geleddet har måttet overgive sig til saltvandet. Vand er stærkere end jord og sluger med tiden også de tunge og stolte stammer. Hvert forår forekommer det mig, at der ligger nye egetræer i vandet. De strækker deres kroner ud over badekarret, og man må op på skrænten for at komme udenom.
Det er egentlig svært at sige, om As Hoved er en god fiskeplads. Faktisk kan man godt få fornemmelsen af, at der er andre fiskepladser, som kaster flere havørreder af sig. Man møder nemlig sjældent særligt mange andre fiskere. Det er ikke en plads, som altid vrimler med havørreder, og der er nok mere føde for fiskene i de lavere vige længere inde i landet. Men i den rigtige periode i foråret kan man finde store flokke af fisk, som kommer for at spise rejer. Jeg tror, at rejerne trækker ind til kysterne fra det dybe vand i Kattegat. Skovfogeden har sat rejeruser på sydsiden. De står her hvert eneste år. Jeg tror, han ved, hvor rejerne kommer ind til kysten. Min favoritflue er også en rejeflue. Det har det altid været.
Det føles rigtigt at fiske med en rejeimitation på fluestangen. Det er let at give fluen rejespjæt og rejehop, og når man står med fluelinen i hånden, kan man forestille sig, hvordan en reje hopper af sted derude. Fluelinen tages ind i uregelmæssige bevægelser: Først lange, rolige træk, som når rejen svømmer stille af sted langs bunden i sin jagt på føde. Pludselig opdager rejen en stor, sort skygge mellem tangplanterne, og den skyder halen mellem benene i et panisk forsøg på at undslippe den truende fjende. Den prøver desperat at komme i skjul bag en tangplante, men den når det ikke, for havørreden har opdaget rejen, indhenter den i et lynhurtigt udfald, bider sammen om den tykke godbid og opdager for sent, at det er bedrag. Krogen sætter sig dybt bag kæbebenet, og kampen kan begynde.
Den flue, som sidder for enden af forfanget, ligner en reje. Meget endda. Der er forskellige religioner i fluebinding. Nogle fluefiskere binder deres egne fluer, og der er nogle, som er helt ligeglade og køber nogle færdiglavede. Der er også forskellige grader af entusiasme blandt dem, der binder deres egne fluer. For nogle er fluebinding en passion, der fylder mere end selve fiskeriet. Det er en besættelse fyldt med lige så store sejre og skuffelser som naturoplevelsen. Der er også nogle i den anden grøft, som ikke kan få fluebindingen overstået hurtigt nok, for hvem det er en besværlig omkørsel på vej til fiskeriet. Noget, som skal overstås. Slet og ret. Jeg hører nok mest til i den sidste gruppering, men lige præcis med rejefluerne forholder det sig af en eller anden grund helt anderledes. Det giver en frydefuld tilfredsstillelse at fange en kystørred på en flue, hvor der er lagt uendelig koncentration og opmærksomhed i hver enkelt detalje. Der skal helst både være følehorn, munddele, øjne og ben på mine rejefluer. Spørg mig ikke hvorfor. Men jeg har det allerbedst med at fange kystørreder på de mest fanatisk detaljerede imitationsfluer. Det er bare ikke altid, at tålmodigheden rækker til det.
Nogle gange brænder fiskefeberen så stærkt, at der ikke er tid til detaljerne. En forårsmorgen, hvor jeg står og kigger ud ad vinduet, opdager jeg, at lyset har fået en særlig grødet mættethed, som kun kommer, når vinden er lun fra sydvest. Så sker der noget magisk. Jeg kan næsten lugte saltvandet, da jeg åbner døren for at indsnuse luften. Jeg skynder mig at pakke kystgrejet, men da jeg åbner kystflueboksen, sidder der kun en ynkelig samling rustne rejefluer, som er gennemtyggede fra sidste kystsæson. Så må jeg skynde mig at vikle et par fluer, inden jeg kan køre. I al hast bliver et par impressionistiske imitationer til – som mest består af en stor tot dubbing – inden jeg haster mod vandet. Sådan går det næsten altid. Hvert år er det det samme. Fisketrangen overrumpler mig.
Når vinden kommer rigtigt fra den ene side, og vandet har netop den smule farve, som giver ørrederne perfekte jagtbetingelser, da er fluefiskeriet helt indlysende rigtigt. Når man stille vader i vand til knæene, og fluelinen bølgende bugter sig på de små våger – da kan man falde i en trance og lade kastene flyve af sted over vandet gang på gang. Man træder ind i en meditativ tilstand, lader tankerne strække sig ud til enden af linen og spille det samme rejeskuespil igen og igen. Man forestiller sig, hvordan fluen ligner en reje. Jeg tror, at de fleste kystfluefiskere vil give mig ret, når jeg påstår, at det allermest højspændte øjeblik er, netop der hvor man mærker et lille stød i linen og samtidig ser, at den lyse flueline på overfladen i et ganske kort øjeblik får sit eget liv. Netop i det øjeblik mærker man linen strække sig, noget solidt strammer alt op, og fluestangen står bøjet i en dyb bue mod en havørred, som rusker med hovedet i overfladen. Dét øjeblik er højdepunktet på enhver kysttur.
Forårshavørrederne er så smukke, at man næsten har det dårligt med at slå dem ihjel. Men for mange hører det sig til. Det er en integreret del af kystfiskeriet. Det er et fiskeri, hvor man ikke behøver at have dårlig samvittighed over at høste en fisk eller to. Der ligger nok et fangerinstinkt bag den helt basale glæde ved at se en smuk og blank kystørred ligge trind og glat på strandstenene. Når byttet er slået ihjel, sidder der ofte små, blanke skæl på fingrene. Havørredernes adelsmærke. De er blanke som pudset sølv. Og små, tynde flager lyser op som stjerner på de våde waders, når fisken hænger i galgen. Det er en ren og god fornemmelse at følge sine instinkter og høste et velfortjent bytte. Når man sådan vader i vand til knæene med en halvmetersfisk hængende i galgen, er det som at stå midt i nationalsangen. Og man hengiver sig med selvforglemmelse til fiskeriet.
I det tidlige forår er det let at glemme tiden. Dagene er stadig ikke så lange, og lyset og varmen har endnu ikke sat blade på bøgetræerne. Men inde mellem de tykke, grå stammer myldrer det med forårsbebudere. Anemonerne lyser som tusindvis af nedfaldne ministjerner i et univers af lysegrønt. Ramsløgene er også kommet. I store klynger står de med saftspændte blade. Når jeg går hjem fra As Hoveds kyst med en fisk eller to dinglende i galgen, plukker jeg nogle store nævefulde og lægger i linekurven. Man kan roligt gøre det, for ramsløgene er ikke specielt værdsat af skovens vildt. De dufter stærkt af både hvidløg og purløg og smager lige sådan. Men det er en fantastisk krydderurt, som klæder nyfanget havørred. Det siges, at det var spanske lejesoldater, som tog løg med sig, da de var her i landet for at føre krig. De bosatte sig ofte på herregårde. Derfor finder man de stærke løgplanter netop ved herregårde og godser.
Jeg tænker på de spanske soldater, mens jeg trasker hen over anemonernes blomsterdække. De står så tæt ved fødderne af bøgetræerne, at jeg kommer til at tænke på mælkevejens stjerner. Der er så mange, at man ikke kan nyde synet af dem hver især, men samlet, i tusindvis, er synet spektakulært. Noget, man bør nyde hvert eneste år. Derfor bliver jeg nødt til at vende tilbage og gå turen ud under alléen på As Hoved igen. Det er ikke kun en tradition, det er en nødvendig handling. Et ritual, som skal gennemføres hvert eneste år, for at fiskesæsonen kan komme rigtigt i gang. Det er essensen af mit kystfluefiskeri.
Ovenstående er et uddrag fra bogen Skælsætninger, som er lavet af Jakob Sørensen, Thomas Weiergang og Søren Astrup Jørgensen.
