Havørredaften med fokus på Nordkysten og fjordene

2018-09-08 10.45.27.jpg Jonas Kærlin har ofte held med at finde sølvtøjet rundt ved de sjællandske kyster.

Torsdag den 21. marts deler Jonas Kærlin og Henning Pedersen ud af deres erfaringer ved en foredragsaften på Hotel Gilleleje Strand. Her kan du hente inspiration til dit forårsfiskeri på kysten, uanset om du fisker spin eller flue på den åbne Nordkyst eller i Roskilde Fjord og Isefjord.

Jonas Kærlin og Henning Pedersen kommer vidt omkring – både pontonfiskeri og fiskeri fra land – når de er på jagt efter kystens sølvtøj, og torsdag den 21. marts deler de ud af deres erfaringer på Hotel Gilleleje Strand fra kl. 18.30. Aftenens program starter med en lækker omgang husmandskost, hvortil der er inkluderet en øl eller vand. Herefter vil de to dygtige foredragsholdere inspirere og underholde et par timer.

Jonas Kærlin
Jonas er certificeret fiskeguide hos Fishing Zealand. Lystfiskeriet har altid været den store passion, og han har de sidste 8-10 år haft fokus på kystfiskeri efter havørred. Jonas har fisket utrolig mange kilometer langs vores smukke fjorde og åbne kyster over det meste af Danmark.

– Valget er spinnestangen, og jeg vil fortælle om mine erfaringer med brug af satellitkort, vejrapps og viden om havørredens livscyklus. Med fokus på valg af strategier, fiskepladser og valg af endegrej, uanset årstid og hvor i landet, man fisker. Målet er at give en håndfuld strategier, du kan bruge som kystfisker efter havørred, fortæller Jonas.

henning2.jpg De seneste år har Henning Pedersen ofte med held fisket fra sin pontonbåd.

Henning Pedersen
Webredaktør og skribent ved Sportsfiskeren gennem knap 20 år. Kystfisker på Sjælland gennem 35 år. Fisker mest med flue og gennem de sidste 6-7 år gerne fra pontonbåd.

– Jeg fortæller om mine egne erfaringer, men trækker også på erfaringer fra de mange kystfiskere, jeg har skrevet nyheder og artikler om gennem tiden. Udgangspunktet bliver helt konkrete oplevelser, men med fokus på det generelle, der kan bruges overalt, hvor vi fisker på kysten. Vi ser på valg af plads, taktik under forskellige vejrforhold og valg af grej og fluer. Jeg kommer også rundt om de særlige muligheder, man får, når man fisker fra pontonbåd og flydering, slutter Henning.

Arrangementet finder sted på Hotel Gilleleje Strand, Vesterbrogade 4B, 3250 Gilleleje.

Det er Fishing Zealand, der står bag arrangementet i samarbejde med Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening, og prisen for menu og foredrag er 179 kr.