Fluebinding: En ulden havørredsucces

Fodbold og uldgarn
– Vi skal tilbage til VM i fodbold i 2014, indleder Henrik. Under en halvleg i en af aftenens kampe, havde jeg rejst mig for at lave kaffe. Undervejs passerede jeg mit arbejdsværelse og blev overvældet af det syndige rod, som de fire vægge indeholdt. Mens kaffen løb igennem kunne jeg vel lige rydde op en 10-15 minutter og så være klar til, at bolden igen rullede over skærmen, indleder Henrik.

– Et af de første materialer, jeg greb på bordet, var et stykke tykt, sort uldgarn, og da det næste var nogle orange rørfluerør, skete der åbenbart en lille mental kortslutning. Hvis man kan binde både kystfluer, geddefluer og meget andet godt med uldhoveder, hvorfor så ikke binde rørfluer med uldhoved, spurgte jeg mig selv. I stedet for at rydde op satte jeg mig til fluestikket foran fjernsynet og bandt en Orange Rør, men nu med et kraftigt uldhoved foran selve fluen. Jeg husker ikke helt, hvordan fodboldkampen sluttede, men jeg erindrer tydeligt, at jeg bagefter ræsede til åen for at få den nye flue i vandet – og at den allerede denne første aften landede fem flotte ørreder.

– Nu er der jo altid noget med at være heldig og finde et stræk på åen, hvor fiskene opholder sig, og så ramme en periode, hvor de hugger. Men uanset er det klart, at med den start fik den nye flue hurtigt luft under vingerne, og jeg er efterfølgende blevet stærk i troen på, at det kan noget det der uldhoved. Jeg har i mange år interesseret mig temmelig meget for rørfluer, men jeg har aldrig tidligere set eller hørt om uldhoveder på denne type fluer, så måske Orange Rør blev den første af sin slags. Siden har mange fluefiskere ved åen og på de sociale medier spurgt mig, om ikke fluen striber helt vildt i overfladen med det uldhoved foran. Men det er faktisk ikke tilfældet, for ulden suger hurtigt vand og holder sig fint under overfladen. Vil man fiske fluen lidt dybere, kan man bruge fluorcarbon forfang eller en sinktip-line. Særligt her i den sidste del af sæsonen, hvor aftenerne og nætterne bliver mørkere, virker uldhovedets ekstra fylde og silhuet som en fordel. Samtidigt giver hovedet selvfølgelig også et større tryk i vandet end en slank flue, og det er måske noget af det, som får ørrederne til at reagere.

Variationer med og uden uld
– Det er dog vigtigt at understrege, at jeg skam stadig fisker meget med Orange Rør uden uldhovedet også. For mig er variation en stor del af nøglen til succes med havørreder i åen. Nogle gange skal fluen bare fiskes lidt dybere, andre gange helt i overfladen, før fiskene er på hugget. Visse dage er det et naturligt drift på tværs af strømmen, som er sagen. Andre gange skal fluen strippes ind og tilføres fart. Jeg binder Orange Rør både med og uden uldhoveder i størrelser på 5, 7, 9 og helt op til 12 centimeter. Man kunne godt foranlediges til at tro, at derude i mørket handler det blot om ihærdighed, fordi fisken kun ser en silhuet mod himlen, men fisker du blot med den samme line og den samme flue gennem hele sæsonen, så går du glip af meget efter min mening.

Orange Rør
– Jeg ved godt, at Orange Rør, eller Orange Rør med Uldhoved for den sags skyld, måske klinger lige lovligt jordnært. Men fluen blev altså døbt af folkemunde, før jeg selv fandt på et navn. Da jeg i sin tid havde bundet nogle eksemplarer af fluen, varede det ikke længe, før de første fangstoplevelser kom frem, når først lågene var kommet af kaffekanderne ud på morgenen. Da jeg binder temmelig mange fluer, begyndte fiskekammeraterne blot at henvise til, at det var den på orange rør, som havde fungeret. Og inden jeg selv nåede at komme op med noget bedre, omtaltes fluen kun som Orange Rør. Men trods navnet kan den altså virkelig fange fisk. Både med og uden uldhoved. På en enkelt sæson nåede jeg og to af mine gode fiskevenner at lande tolv havørreder over fem kg på fluen. Og en hel del fisk, som var mindre.

– Afslutningsvis skal det nævnes, at vi langtfra tager alle vores ørreder med hjem. Jeg mener dog heller ikke, at tiden endnu er til 100 % catch and release. Tværtimod tror jeg, at
det gavner at tage enkelte vilde fisk med hjem til middagsbordet, så familie og gode venner får del i oplevelsen og øjnene op for værdien af den rene vare. Og er man nået så langt, så er der ikke lang vej til bredere opbakning om vores natur og vandløb – eller for den sags skyld til at inspirere kommende fiskere til at gribe fiskestangen.