Udenfor sæsonen: Foredrag om havørredens vandringsmønstre og fluebinding med ”De bindegale”

073.JPG Havørrederne fra Karup Å og Simested Å vokser sig større og vandrer længere end de fleste af deres artsfæller, viser forskningen.

Mens fiskesæsonen hastigt lakker mod enden i Viborg-åerne, sætter Viborg Sportsfiskerforening (VSF) turbo på de indendørs aktiviteter i klubbens rummelige lokaler på Sønder Mølle. Gå ikke glip af et aktuelt foredrag om vandringsmønstret for Simested og Karup Ås storvoksne havørreder, eller deltag i ”De Bindegales” spændende fluebinding.

Foredrag om havørredens vandring


Foredraget foregår torsdag den 8. november kl. 19.00 på adressen Sønder Mølle, Vinkelvej 40, Viborg. Det er gratis at deltage, og du behøver ikke være medlem af Viborg Sportsfiskerforening for at deltage. Tilmelding er ikke nødvendig.

Allerede torsdag den 8. november indbyder Viborg Sportsfiskerforening til et højinteressant foredrag med den spændende overskrift ”Verdens hurtigste havørreder er fra Simested eller Karup Å”. Her vil Martin Lykke Kristensen fra DTU Aqua afsløre resultaterne af forskernes undersøgelser af smoltenes og nedgængernes vandringer ud og ind af Limfjorden. Tilhørerne kan forvente stærke sager, fortæller formand for VSF, Jørgen Buch, da meget tyder på, at det simpelthen er livsfarligt for havørrederne at færdes i Limfjorden.

– Foredraget er tilmed gratis, og du behøver ikke at være medlem for at deltage, uddyber han.

Fluebinding med traditioner
Fluebinderholdet “De bindegale” har kørt i mange år, men holdet er altid åbent for nye, der vil lære fluebindingens kunst.

– Det er lige så meget et hyggehold, som det er et præstationshold, og de fisker egentlig mere i Mariager Fjord end i åerne. Men det er en fin aktivitet, fortæller Jørgen Buch.

– Egentlig programsat klubaktivitet har vi ikke formået at få i gang i flere år, men vores Old Boys mødes hver torsdag formiddag til kaffe, rundstykker og fiskesnak. Der deltager gerne mellem 25 og 30 mand, og nogle af de samme binder fluer om tirsdagen. Oven i det tager de på to-tre fisketure hver måned, slutter VSF’s travle formand.

Læs mere om aktiviteterne på Viborg Sportsfiskerforenings hjemmeside.