Fiskelykke ved Lerkenfeldt Å
Der ventede Aksel Jakobsen fra Farsø en gedigen overraskelse, da han sidst i juni ville prøve en ny strækning af Lerkenfeldt Å, som hans forening har lejet tidligere på året.
– Jeg tog på fisketur til Lerkenfeldt Å en skøn sommeraften sidst i juni, beretter Aksel Jakobsen.
– Det var årets første tur efter åens havørreder, og jeg var nysgerrig efter at prøve en ny stækning ved Gedsted, som lystfiskerforeningen Pirken i Aalborg har lejet, efter at den tidligere ejer, Gunner Lundsgaard, afgik ved døden for et par år siden.
– Fisken kom frem fra sit skjul og tog min spinner, lige netop da solens sidste stråler forsvandt fra vandoverfladen. Jeg mærkede hurtigt, at det var en stor fisk, og først efter flere udløb og kraftfulde spring ud af vandet kom den til sidst i nettet.
– Målebåndet nåede ud på 75 cm, og vægten viste fem kg. Så det var en fantastisk start på årets havørredsæson, slutter en glad Aksel Jakobsen, som desuden oplyser, at strækningen kun er for medlemmer.