I lære hos mesteren

Den første fisk skal selvfølgelig foreviges. Rundt omkring i mange lystfiskeres gemmer ligger der gulnede billeder af glade børn med fisk i hænderne. Sådan er det ikke for Peter Saa­bye. Godt nok er det en smule gulnet og det er også i farver, men så hører ligheden også op. For det første er det betydeligt større end dem, der normalt bliver spyttet ud af fotohandlerens printer. For det andet er det ikke et foto, men en tegning. Da Peter fangede sin første regnbueørred på tørflue, tog hans farfar, Svend Saabye, tegnegrejet frem og udødeliggjorde den sammen med de fire pænt store bækørreder, han selv havde fanget samme dag. Alle i naturlig størrelse. Sådan var det også med den første fisk, Peter fangede. Farfar mente bare, at det at fange sin første fisk på tørflue var noget helt særligt.

Maler eller fisker?
Svend Saabye formulerede meget af det, som lystfiskere havde tænkt og talt om, i bogen “Lystfiskerliv”. En selvbiografisk historie om drengen, der startede med at fiske gedder i Nyborg Slots voldgrav og endte med at lande enorme laks i Norge. Bogen fik hurtigt en stor læserskare og blev af anmelderne sammenlignet med værker af blandt andre Steen Steensen Blicher. Naturbeskrivelserne og forfatterens lune humor ramte plet. Det ene oplag efter det andet er blevet udsolgt, og en førsteudgave kræver i dag en voldsom udskrivning til antikvarboghandleren. Peter Saabye har én stående i bogreolen. Den er slidt, simpelthen fordi den er blevet læst mange gange. Egentlig kan man nøjes med at “kigge” den. Der findes ikke et opslag i bogen uden mindst én lille vignet. Svend Saabyes kamera var en tegneblok, der fulgte ham overalt. Før en fisketur pakkede han altid fluestænger og staffeli sammen. Det medførte en evig indre konflikt, “Fordi fiskeren vil male og maleren vil fiske”, som han skriver i “Lystfiskerliv”. En del af resultaterne af de gange, hvor blyant og pensel vandt over fluestangen, har Peter hængende rundt omkring i huset.

I mesterlære
Lystfiskere skal igennem en serie af udviklingstrin. Det første er at kigge på en prop, der ligger og hopper på overfladen. Når man har fanget tilstrækkeligt mange små stribede aborrer og kigget på dem i en spand, er det på tide at komme videre. Spinnefiskeri er den logiske fortsættelse. Nogle bliver hængende og raffinerer det til fuldkommenhed, mens andre lige så nørdet kaster sig over fluefiskeriet. Sådan var det ikke med Peter. Man kan med god ret sige, at han har store mangler i sin lystfiskeropdragelse. Farfar var fluefisker, så Peter fangede sin første fisk med en fluestang i hånden. Det tog dog sin tid, inden han fik lov til det. Fra han var fem-seks år, gik Peter i timevis på venstre side af sin farfar ved Omme Å, som Svend Saabye holdt meget af. Hvis man læser i “Lystfiskerliv”, er det, den han kalder Valdemars Å. Farfar udpegede fiskenes standpladser og lærte Peter at holde lav profil for ikke at skræmme dem. Peter var så at sige i mesterlære fra en meget ung alder, og det var også her, han fangede sine første ørreder og stallinger.

Nørd og aktivist
Svend Saabye hadede dambrug af et godt hjerte, fordi de ledte urenset spildevand ud i åerne. Han var bestemt heller ikke glad for, at åer blev rettet ud.
– Jeg tror, at han uden at vide det var en af de første miljøaktivister, siger Peter.
Svend Saabyes beskrivelser af naturen er lyriske og handler ikke kun om selve fiskeriet. Det samme gælder de mange tegninger. I “Lystfiskerliv” er der tegninger af alt fra køerne ved Valdemars Å til storladne landskaber i Norge. Når det kom til fiskenes spisevaner, var han nærmest nørdet.
– Jeg tror, han har dissekeret tusindvis af fisk for at se hvad de havde i maven. De fluer, farfar bandt, skulle være så tæt på det naturlige insekt som muligt.
Peter har fundet et par gamle, let bulede Wheatley-æsker frem. I de små rum ligger fine, små tørfluer med fjervinger. Der er døgnflueimitationer nok til en hel sæson ved en å.
Æskerne har han gravet op af sin farfars fiskekuffert af læder. Den fulgte altid Svend Saabye på lakseturene til Norge. En stor, solid sag, hvor grejet kunne ligge pænt ordnet. Det med orden gik Peters farfar en del op i. Alle hjul og stænger er nummereret med en gammeldags dymo. Det samme gælder rækkerne af laksefluer i æskerne, som Peter lige har åbnet. Det er alle klassiske fluer bundet af fiskeren selv.
– Jeg fisker ikke med dem, men de er altid med i kufferten, som jeg selv bruger til lakseture i Norge, fortæller Peter.
Farfar har givet fascinationen af laksefiskeri videre til sit barnebarn. Smittet ham med feberen. Peter fisker hver sommer i Jølstra. Han arvede sin farfars stang ved elven i et konsortium sammen med seks andre. Ligesom ved Omme Å skulle han først stå i lære.

Et naturligt midtpunkt
Lærdalselven var Svend Saabyes kongerige. Han var det naturlige midtpunkt for de mange velhavende fiskere ved elven. De blev tiltrukket af mesterfiskeren, der hver aften holdt hof og tegnede deres nyfangne laks. Derfor betalte han intet eller næsten ingenting for at fiske i elven. For drenge på Peters alder krævede det dengang rige forældre for at have mulighed for selv at fiske. Han fulgte bare med, så de andre fiske og lyttede til farfars beretninger om aftenen. Sin første laks tog han i Rauma nede under Troldtinderne. Det regnede voldsomt, og Svend Saabye mente ikke, at der var laks i elven og blev derfor hjemme i hytten. Det gjorde derfor ikke triumfen mindre, at Peter alligevel landede en laks på 10,5 kg. Farfar kvitterede med en tegning af fangsten i naturlig størrelse.
På samme sted havde Svend Saabye skrevet store dele af “Lystfiskerliv”. På et par måneder blev især kapitlerne om laksefiskeri til. I det hele taget var Norge stedet, hvor Svend Saabye fik forløst sit fulde potentiale, både som kunstner og som laksefisker.
– Han kunne det der med netværk. Folk, der havde penge på kistebunden og passion for laks, blev suget ind af min farfar.
Peter drejer på kaffekoppen.

– Han holdt sig fra dem, der var snobbede. Jeg har kun mødt ordentlige mennesker i hans enorme omgangskreds, siger Peter. En af dem var grundlæggeren af stangproducenten Falcon of Redditch. Firmaet designede et par stænger til Svend Saabye, der blev en del af deres stangserie, hvilket han var meget stolt af. Det tog sin tid, inden den gamle mester var tilfreds med resultatet. Først efter 17 forskellige modeller stod han med den tørfluestang i hånden, der levede op til hans krav. De var også store. Den skulle både kunne kaste en elegant line ved en jysk å og samtidig være stærk nok til at slås med en stor havørred i en norsk elv. Peter har arvet et par af de fine splitcanestænger.

Høje forventninger
At være barnebarn af Svend Saabye har været en speciel oplevelse.
– Farfar kunne være krævende og forlange meget af en dreng på 10-12 år. Han blev inviteret til fine godsjagter, og jeg var med. Når der så var middag om aftenen, var alle klædt om til smoking. Han forlangte, at jeg skulle rejse mig, holde en kort tale og takke for maden, fortæller Peter.
Peter ved godt, at det ikke er noget, man vil forlange af børn i dag.
– På den anden side lærte han mig at kunne begå mig, lige meget hvem jeg er sammen med. Jeg har mødt alt fra styrtende rige amerikanere ved norske elve til ydmyge husmænd ved en jysk å.
Peters farfar var og er nærmest stadig en legende i Norge.
– Når vi mødte laksefiskere ved en elv, og det gik op for dem, hvem han var, så var det lige før, de knælede.
Peter har selv oplevet at være i Norge og møde fiskere, der blev helt stille, når de hørte hans efternavn.

Saabye fisker videre
Peter lægger håndfladen på bordet. Det er gammelt, solidt bygget og har oplevet en del.
– Hen over det her bord har der passeret mange, nej, det er mere ærligt at sige tusindvis, af whiskeyflasker, smiler han.
Bordet stod i Svend Saabyes atelier, og det var ved det, han modtog gæster. Hver dag kl. 17 blev der fundet en flaske frem og skænket et glas.
– Det var ikke sådan, at han var alkoholiker. Han elskede bare den gyldne drik og delte den gerne med gæster.
Dem har der været mange af ved det solide bord. En af de mere prominente var tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, der også fiskede sammen med Svend Saabye.
– Skal vi sige det sådan, at de to har drukket mere end et par glas sammen, siger Peter med et stille grin.
Venskabet var så tæt, at Uffe Ellemann Jensen skrev forordet til den sidste nye udgave af “Lystfiskerliv”. Den udkom i 2002 og er et fotografisk genoptryk af førsteudgaven. Et par år senere døde Svend Saabye, 91 år gammel. Men han havde forstået at give sin livslange passion videre, og hans barnebarn Peter fisker i dag i sin farfars store fodspor.

Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 4, 2017.