Pighvar - tak for tippet
Sportsfiskerens skribent Thomas Weiergang skrev tilbage i 2009 om et sensationelt og uopdaget fiskeri efter pighvar. Nu tager han mod til sig og siger undskyld til én af de fiskere, som fandt Vestkystens sensationsfiskeri før ham. Men han beder ham også om et par tricks, nu han er i gang.
Hver gang pighvarsæsonen nærmer sig i foråret, kommer den snigende: Den dårlige samvittighed.
For efterhånden en del år siden ringede den daværende redaktør for Sportsfiskeren og fortalte mig noget, som ændrede mit fiskeliv og startede den dårlige samvittighed. Han fortalte, at han havde hørt om personer, der gik tur på stranden ved Henne og havde fundet pighvarrer liggende i indtørrede småsøer af saltvand, som tidevandet havde efterladt bag den første sandvold. Og om personer som havde fundet ud af det og var begyndt at fange dem. Store pighvarrer.
Resten er – som man siger – historie. Da den første artikel ramte forsiden af Sportsfiskeren, prøvede jeg, så godt som jeg nu kunne, at skjule præcist hvor jeg havde fanget de ufatteligt mange og utroligt store pighvarrer. Mest for at lokke folk ud til deres lokale strande for at undersøge fiskeriet andre steder, men den slags sensationsfiskeri kan man simpelthen ikke skjule.
Dårlig samvittighed
Det er så dér, at den dårlige samvittighed kommer snigende. For jeg hviskede Sportsfiskerens læsere en hemmelighed i øret. Det må så sandelig siges, at det havde jeg succes med. Men helt bagerst i hjernebarken ved jeg jo godt, at man aldrig finder på noget, som ingen andre har opfundet før. Der vil jo altid være lystfiskere, der kan finde ud af at holde kæft, og som havde dyrket fiskeriet og nydt det i ensom hemmelighed. Det er dem, jeg har dårlig samvittighed over for. For selvom jeg har åbnet fiskeriet for hundredevis af mennesker, har jeg trådt nogle over tæerne. Tror jeg. Jeg blev nødt til at ringe til én af dem for at høre, om jeg skylder ham en undskyldning.
Michael Pedersen er en af pionererne, som opdagede det jomfrulige pighvarfiskeri på den jyske vestkyst, inden de danske lystfiskere fik nys om det.
Skal jeg sige undskyld?
Jeg ringer til Michael Pedersen. Jeg har fundet ud af, at det var hans fænomenale fiskeri, som min redaktør havde opsnuset og sendt mig i sporet af. Jeg starter ud med det åbenlyse:
– Hej Michael. Det var mig, der skrev de der artikler om pighvarfiskeriet. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal sige undskyld og have dårlig samvittighed for at have ødelagt dit hemmelige drømmefiskeri?
– Nej ved du hvad, jeg og mine fiskemakkere fik lov til at opleve et fiskeri, som var helt utroligt og helt alene. Vi har jo oplevet at fange 100 store pighvarrer på en dag – hvor tit gør man lige det i sit lystfiskerliv? At der så er en masse mennesker, som har glæde af det nu, det er kun godt, siger Michael Pedersen, som den gentleman han er.
Vi har jo oplevet at fange 100 store pighvarrer på en dag – hvor tit gør man lige det i sit lystfiskerliv?
Pyha, min stemme lysner lidt i den svære samtale, og jeg drejer hurtigt samtalen over på spørgsmålet, som virkelig brænder på og har gjort det i mange år: Hvordan fandt du ud af, at pighvarrerne var der?
– Vi var ved Vestkysten, og gik en tur. I brændingen så jeg fisk overalt, som jagtede brislinger. Vandet var lidt grumset, så jeg kunne ikke se, hvilken art det var, men jeg tænkte, at det nok var hornfisk, havørred eller måske bars. Jeg havde en aftale med min kammerat om at fiske på Æbelø et par dage efter, men jeg fik ham overtalt til at droppe gåturen derover for at finde ud af, hvad fænomenet skyldtes. Vi pakkede bilen med alle former for grej; spin, flue og sågar dykkergrej og harpun. Men de jagende fisk var væk. Vi var lidt slukørede, men havde heldigvis også medbragt en rejehov, så vi tænkte, at vi ville prøve at fiske med rejer. Bare for at prøve. Efter ganske kort tid fangede vi en pighvar i rejehoven og skræmte yderligere én. Vildt! Det var pighvarrer, som havde jagtet fiskene et par dage før. Vi strøg op til købmanden og fandt hans allersidste pakke med sildefilet fra sidste år. De var helt gule og mørnede. Men vi fik monteret dem og gik i gang. Min makker gik ud på en lille spids for at starte fiskeriet, og allerede efter kort tid var det som om, at han stivnede derude. Jeg så, hvordan han lavede et kort pendulkast og SMASK, så havde han bøjet stang. Den fisk vejede 2,5 kg. Jeg tænkte, at det var dog ligegodt utroligt. Min makker er altid vildt heldig, så jeg tænkte først, at det var held, og slet ikke på at vi havde fundet et vildt fiskeri. Men jeg tog fejl. Da jeg gik i gang med sildestrimlen, fangede jeg lynhurtigt en fisk på ca. 3 kg. Vi havde kun kort fisketid tilbage, men nåede at fange 25 fisk tilsammen.
Helt sandnært
– Og I fandt ud af, at pighvarrene er helt inde i strandkanten? spørger jeg.
– Ja det gjorde vi nemlig. Jeg har mange gange oplevet at træde på pighvarrer og sågar samle dem op med hænderne, når de ligger så langt oppe, at bølgerne ikke dækker dem mere. Så ligger de bare der i sandet med kun munden strittende op og venter på, at den næste bølge tager dem med tilbage. Jeg har flere gange set en ældre herre komme ned på stranden i shorts og bare tæer med en plasticpose i hånden. Når han kom tilbage fra en gåtur langs stranden, havde han pighvarrer i plastikposen, siger Michael.
– Det vil sige, at man stort set ikke kan fiske på for lavt vand?
– Nej. Når bølgerne har været lidt store, har jeg oplevet mit tackle skylle på land, når så næste bølge har trukket det med ud, har der tit siddet en pighvar, forklarer Michael.
Blev det vilde fiskeri bare ved?
– Ja det gjorde det faktisk, når forholdene var til det. Det var afsindigt. Som sagt havde vi mange ture med rigtigt mange store fisk på land. Det kommer man nok ikke til at opleve mere. I dag skal man være glad, hvis man fanger fem fisk, men det er jo også fint, når der går så mange fiskere. Men som sagt, så dyrker jeg ikke fiskeriet så meget mere, siger Michael.
Klare minder
Vesterhavet ligger helt fladt. Så fladt som det bliver. Små dovne bølger slikker sandet i brændingen. Forårssolen brænder også. Den smule vind, der er, driver dovent mod England. Vandet er helt klart og salt. Du kaster med et blødt kast en tobis 15-20 meter ud i det lave vand, hvor dønningerne ruller ind over revlerne. Du kan følge tobisen hele vejen med øjnene. Den svæver i solflimmeret. Sandet under den hæver sig. To steder på samme tid lige ved siden af hinanden. I et helt surrealistisk øjeblik fatter din hjerne ikke, hvad der sker, men din arm bliver ved med at rulle fletline på hjulet. Helt langsomt. Du kan pludselig ane omridset af to massive fladfisk og kan se skyggen under dem. Den ene svæver hurtigt op bag tobisen og åbner et gigantisk hvidt gab. Du sætter krogen. Tyngden er ærefrygtindgydende.
Fin teknik
Den vildeste form for pighvarfiskeri, jeg har prøvet, er uden tvivl fiskeriet med døde tobis, fisket uden nogen form for belastning i forhold, hvor vandet har været klart som akvavit fra Vestjylland. Det oplevede vi nogle gange i starten af pighvareventyret. Jeg spørger Michael, hvad hans taktik til helt klart vand er, og svaret er klart.
Den ene svæver hurtigt op bag tobisen og åbner et gigantisk hvidt gab. Du sætter krogen. Tyngden er ærefrygtindgydende.
– Ligesom alle, der har fisket skaller, ved, skal man geare ned, når fiskene er svære – og det kan pighvarrerne også blive, når vandet er klart. Fiskene er ikke som sådan forfangs- eller tackelsky, men det gavner at fifle lidt med tacklet, så man fisker lidt lettere. Det kan også være godt at prøve sig frem med lidt forskellige naturlige agn. Jeg tror også, at mange af de fine softbaits, der findes på markedet, vil være gode til den slags dage, men det har jeg ikke prøvet, siger han.
Sandnæser langs stranden
Jeg spørger Michael, om han, ligesom jeg, går efter struktur på kysten, når han fisker. Svaret er entydigt.
– Små spidser eller sand-”næser” virker til at samle eller koncentrere fiskene. I stigende vand kan der samles mange fisk i hestehuller, når de er på vej ind, men små spidser, der bryder strandlinjen, virker til at holde fisk længe. Det virker som om, at der hele tiden kommer friske fisk ind over pladserne. Så der koncentrerer jeg mit fiskeri, når først jeg har fundet en spids, som holder fisk – derefter videre til næste.
Optimalt grums
– Jeg har oplevet mange ture, hvor vandet har været grumset på grund af vind eller sågar fyldt med alger. Hvordan tackler du de situationer?
– Hvis vandet bare er grumset på grund af turbulens, kan fiskeriet stadig være godt. Jeg har snakket med mange, som foretrækker en let sydvestenvind og lidt bølger frem for det helt flade vand. Men hvis vandet er fyldt med alger, som det nogen gange er, når der er ren østenvind, kan det være et større problem, for de klistrer sig fast til alt, og linen bliver en slimet algestreng. I den slags situationer har jeg fisket med prop, så jeg kan holde linen over algerne. Det ser fedt ud, når proppen ryger under, siger Michael med gejst i stemmen. –
Men kan man gøre noget andet for at undgå alger og grums?
– Jeg har erfaret, at vandet er mindre grumset på faldende vand. Jeg ved godt, at mange foretrækker stigende vand, men på det faldende vand, klarer det væsentligt op. Den bedste sæson er i øvrigt helt klart foråret og forsommeren. Hen over sommeren dør fiskeriet ud, men der kommer en periode omkring august/september, hvor fiskene igen rykker tæt på land.
Fra rødgrød til fløde
Vesterhavet er finurligt som – nå ja – Vesterhavet. Der findes ikke noget ordbillede, der beskriver omskiftelighed og det uforudsigelige som Vesterhavet. Derfor skal man være forberedt på lidt af hvert, når man kører mod England.
Artiklens forfatter med en stor pighver fanget på en jig.
Hvilke faktorer der gør vandet så uforudsigeligt, skal man nok være både biolog, født i strandkanten og vestjyde for at forklare og forudsige. Faktum er, at vandet kan være tykt af "rødgrødsalger" den ene dag, for at klare op den næste uden nogen egentlig åbenlys årsag for en landkrabbe. På papiret skulle østenvind og højtryk give klart vejr, klart vand og små bølger. Små bølger giver det sikkert nok, hvis vinden har været i øst længe nok, men det betyder ikke, at vandet klarer op. Derfor kan man ikke være sikker på, at vandet er klart.
Grejmuligheder
Det betyder, at man skal gøre sig kloge tanker om, hvilket grej man kan bruge, selvom forholdene ikke er optimale. I mindre end perfekte forhold til sight fishing er der flere muligheder.
Er vandet kun lidt grumset, har jeg brugt jigs. Især jigs, som ligner tobiser eller små sild. De skaber ballade i vandet, når de vimser afsted, og man lader dem dunke i bunden. De kan kombineres med en tavs over jiggen med en fiskefilet eller strimmel af en fladfiskebug. Man kan også sætte en strimmel på jiggens krog – det giver lugt og ekstra tiltrækning.
Hvis vi er ude i seriøst grums, skal der efter min mening tungere skyts og endnu mere duft til. En tavs over en pirk eller et blink på cirka 25 g. En tavs efter blinket. Foran enkeltkrogene på tavserne monterer jeg perler, spinnerblade eller andet bling-bling, som kan skabe noget bevægelse og larm. Inspirationen er hentet fra de geddeforfang, man bruger i stærkt grumset vand. Det handler om at skabe en kombination af larm og duft.
Thomas Weiergang og Michael Pedersens bud på et toptunet pighvarrig med bling-bling på krogene. Tacklet fiskes henover bunden, og alt efter sigtbarhed og bølger kan man skifte til en passende vægt på blinket eller pirken.
Michaels rig
Michael sværger til et tilsvarende rig til de fleste forhold, men med et par modifikationer. Han bruger nogle specielle popperkroge fra Daiichi, som har en stærkt indadbøjet krogspids. Det gør, at den ikke bliver slebet sløv af at blive trukket over sandet.
Ud over det binder han faktisk en lille flue på krogen. Den består blot af mylarrør, trukket over krogen med et raslerør inden i. ”Fluen” har et par 3D øjne og gøres stærk med UV-lim. Godt trick, da den i sig selv ligner en lille lækkerbisken. I stedet for den klassiske Jensen Pirk på 25 g brugte Michael i starten en gammel devonspinner uden krogsæt, som han havde klippet finnerne af. Derved fik han en gennemløbspirk med et hul af stor diameter.
Gennemløbssynket giver bedre kontakt til den bagerste krog og det store gennemløbshul bliver ikke stoppet af sand, for hovedforfangslinen, han fisker med, er tyk – 0.48 mm.
Agn og fluer
Pighvarren er formidable jægere og kan registrere det meste. Overvej lige scenariet: I halvgrumset vand og bølger ligger de nedgravet, men kan skyde frem og indhalere en reje, der driver forbi. Det betyder, at der er alverdens muligheder for at eksperimentere med grejet.
Helt generelt kan man sige, at det er en god idé at prøve at regne ud, hvad fiskene spiser. I starten af vores pighvarkarriere brugte jeg og mine makkere hele tobis eller brisling. Det var noget bøvl at få fat i og holder ret dårligt på krogen. Sildestrimler er gode, fordi de lugter godt for en pighvar, men er endnu sværere at holde på krogen. Agn, som er mere langtidsholdbare, såsom hornfiskestrimler eller bugstykker af fladfisk, er allerbedst. Ja, faktisk er det hvide bugkød det, der holder bedst på krogen. Det er bestemt også Michaels erfaring. Desuden er tobis ikke nødvendigvis det fødeemne, der er flest af.
Camoufleret på bunden venter pighvarren på byttedyr i dønningerne, og ofte bliver man overrasket over, hvor tæt på land de ligger.
Faktisk fortæller Michael mig, at han har fanget flere pighvarrer med smolt i maven end tobis. Ligeledes når der er rigtigt mange små fladfisk eller rejer i det lave vand, kan det svare sig at prøve med dem eller med imitationer af dem. Hvis der skulle være en enkelt fluefisker derude, som stadig hænger på, kan Michael og jeg besvare spørgsmålet samstemmigt: Ja, selvfølgelig kan man fange pighvarrer på flue – det kan være lige så godt som alt muligt andet. Men ingen af os synes, at det er sjovere, selvom vi begge er fluefiskere. Pighvarfiskeriet er et rasende spændende spinnefiskeri, fordi det giver så mange muligheder for variation i metode og præsentation.
Kun vestpå?
Da jeg skrev den første artikel om fiskeriet, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne for at lokke folk ud til deres lokale kyst for at prøve at finde fiskene. Jeg troede helt ærligt, at der lå et gigantisk uudforsket fiskeri og ventede. Det viste sig selvfølgelig hurtigt, at fiskerne fandt frem til de allerbedste pladser. Men intentionen var at lade sportsfiskerens læsere opdage en ny type fiskeri. Det viste sig at være svært. Måske er der personer derude, som har fundet deres helt eget eventyr på nogle lavvandede sandstrande et helt andet sted i landet. Det ved jeg faktisk, at der er. Så det kan lade sig gøre. Jeg spørger selvfølgelig Michael, om han har haft de samme tanker.
Der er ingen tvivl om, at det sidste punktum i pighvareventyret ikke er sat.
– Jeg er også UV-jæger og har skudt pighvarrer mange steder. Men ved de allerfleste kyster ligger pighvarrerne på langt dybere vand. Typisk på 3-7 meter. Der bliver det svært at bedrive den samme type fiskeri, men selvfølgelig kan man fange dem, hvis man er heldig, slutter han.
Jeg kan supplere med, at jeg har talt med flere, som har set en nybegynder stå og slæbe et kystblink hen over sandbunden på det som ved første øjekast var en håbløs havørredplads, men som pludselig kranede pighvar efter pighvar op. Der er ingen tvivl om, at det sidste punktum i pighvareventyret ikke er sat. Hvornår begynder den første pionér for eksempel at dyrke sight fishing efter pighvar fra båd på lavt vand i foråret, ligesom flere svenske fiskebrødre har haft held med? Måske er den næste revolution lige om hjørnet?
Artiklen er bragt i Sportsfiskeren 2, 2017.
