fjord-1.jpg Det var en flot samling havørreder, der lå på køl kort inden konkurrencens afslutning.

Selvom konkurrencen Fjord til Fjord, der blev afholdt 20. - 22. april 2018, ikke bød på helt de samme tyngder som konkurrencen i 2017, så var det alligevel en meget tilfreds arrangør, Ronni Knappe, der klokken 12.30 overrakte præmierne i årets konkurrence.

Resultatliste 2018

 

  1. Lasse Pedersen: 5,38 kg. og 73 cm
  2. Henning Marcussen: 4,52 kg. og 70 cm 
  3. Per Mogensen: 4,1 kg. og 70 cm
  4. Tommy Silberg: 3,16 kg. og 63,5 cm 
  5. Brian Nielsen: 2,86 kg. og 62 cm 
  6. Anders Mikkelsen: 2,7 kg. og 62 cm
  7. Jens Gandrup: 2,6 kg. og 62,5 cm
  8. Jesper Adelstein: 2,52 kg. og 59,5 cm
  9. Jacob Hobasse: 2,4 kg. og 58 cm
  10. Troels Storm: 2,34 kg. og 57,5 cm
  11. Nicolai Roland: 1,08 kg. og 45,5 cm (junior)

Man skulle tro at Grejbiksen i Trige har en direkte linje til vejrguderne; men det er et faktum, at da konkurrencen startede fredag den 20. april klokken 12.00, var det starten på tre af de bedste aprildage i flere år, så de 254 deltagere fik tre dages fiskeri i flot forårsvejr. Og det gjorde sig gældende for hele Fjord til Fjord-konkurrenceområdet, der går fra Mariager Fjord i nord til Vejle Fjord mod syd.

Der var tale om fisk i meget god kondition, hvilket tydeligt ses ud fra, at de to vinderfisk begge havde en konditionsfaktor over 1,3 på Fultons Ørredskala, og kun en enkelt fisk i top 10 var under 1,10. Desuden vejede alle fisk i top 10 over 2,3 kilo.

fjord-2.jpg Lasse Pedersen præsenterer vinderfisken på 5,38 kilo med den superflotte konditionsfaktor på 1,38. Foto: Fjord til Fjord.

Ronni fortalte i forbindelse med præmieoverrækkelsen, at konkurrencen lige efter indvejningens start fredag eftermiddag fik besøg af en deltager med en fisk på 6,5 kg. Der var dog lige det minus ved fisken, at det var en laks. Og laks indgår ikke i konkurrencen Fjord til Fjord.