Velbesøgt kursus om kystfiskeriet på Stevns
Når Gorm Andersen fra København inviterer til kystkursus, er der rigtig mange, der vælger at møde op, og de går hjem med ny viden og energi til de kommende kystture.
Gorm Andersen fra gruppen All in-fiskerne var i november initiativtager til et kystkursus, der fandt sted ved Liseleje, og da der var pænt fremmøde, fik han mod på at lave endnu et kursus, denne gang på Stevns, der er hans primære fiskevand.
Kurset blev afviklet søndag den 28. januar, og fremmødet ved Boesdal kalkbrud med omkring 80 deltagere var ganske imponerende. Gorm gav deltagerne en gennemgang af, hvordan han griber sit fiskeri an på klintekysten. Et fiskeri, der sidste år gav ham rigtig mange havørreder. Desuden var der flere grejhandlere og lokale vandplejefolk repræsenteret. Kurset kunne heldigvis holdes under tag og i læ, for dagens vejr bød på kraftig vind.
To ørreder dagen derpå
Dagen efter var blæsten også frisk, men Gorm fik tid til et par timers fiskeri på Stevns. Det gav to ørreder på bombarda og en hjemmebundet flue. Den ene fisk kom med hjem.