Silver Friday på Nordkysten
Om morgenen fredag den 24. november var der gode blanke tilbud at hente ude på den sjællandske nordkyst, da lyset kom frem, og Black Friday blev til Silver Friday.
Tre fine, blanke havørreder i størrelser mellem 52 og 57 cm blev det til for de fire mand, der fiskede på det samme rev. Hertil et par gode mistede fisk, samt flere undermålere.
Lokalredaktøren selv fik dagens første tilbud og kunne lande en havørred på 52 cm. Lidt senere dukkede Per Svolgaard op på pladsen, og han skulle kun bruge fem minutter, før kan kunne kane en flot blank havørred på 57 cm op på stranden. Kort forinden havde Anders Christoffersen mistet en stor fisk, så han fik en god revanche lidt senere, da han landede en havørred på 56 cm i rigtig fin form.
Rino Hansen havde på samme plads fået havørreder på 50 og 55 cm de foregående dage, men denne morgen måtte han tage til takke med tjansen som fotograf.