Den bedste dag i Williams liv
Mandag den 20. november havde Anders Larsen fra Ølstykke sin søn William på 7 år med i kajakken ude på Øresund, og det skulle blive en dag, som William sent vil glemme.
Et højtryk havde presset sig frem, og søndagens vind var væk, da de sammen med andre kajakfiskere stævnede ud på et blikstille Øresund kl. 9 om morgenen.
William havde sin lille pirkestang, hvor han trak en 60 g Sandeel-wobler efter kajakken, og Anders havde to stænger rigget til med dipsydivers og gummishads på 16 cm med 40 grams hoved, og 20 cm med 50 grams hoved samt sildeimitationer i gule og naturlige farver.
Ca. fire km fra land faldt første hug på Williams wobler så hårdt, at et øje sprang af stangen. Det lykkes dog at lande en rigtig pæn torsk på 5 kg. Williams stang var sat ud af spil, så han overtog en af sin fars, og de forsatte videre østover, og der gik ikke længe, før næste hug faldt, og igen måtte William kæmpe en brav kamp mod en flot torsk.
- Efter fire torsk i flotte størrelser var landet i kajakken, skulle der en pause til. Armene var lange og tunge, og en kop varm kakao gav fornyet kræfter, fortæller Anders og fortsætter: Da vi gik i gang igen, faldt der pludseligt et tungt hug på den gule 16 cm shad. Det føltes nærmest som et bundhug, tungt og uden bevægelse, samt nærmest umuligt at trække op mod overfladen.
Da linen var kørt ind og nu stod vertikalt fra kajakken, tog torsken nogle voldsomt lange udløb. Der var ingen tvivl om, at det var en fisk med mere størrelse på. Det viste sig da også at være den hidtil største torsk fanget fra Anders’ kajak.
8,2 kg torsk kom frem fra bunden, og der blev jublet og klappet i kajakken, da den tunge fisk blev trukket ind over siden og op i kajakken. Herefter blev det til yderligere fire gode torsk, hvor to blev genudsat, og så var alle kræfterne også sluppet op, og turen gik nu mod land.
- Da vi ankom i havn, udbrød William, at det havde været den bedste dag i hans liv nogensinde, og at i morgen skulle den stå på fish and chips, slutter Anders.