Lav vandstand ingen hindring
Da Mike Alstrøm i sidste uge fiskede på Falsters østkyst, var der usædvanlig lavvandet, da han ankom, så nye pynter og stenrev var pludselig synlige.
Efter fire timers fiskeri og 8 km vandring ad kysten havde han ikke fået fisk, men havde dog haft mange følgere med nogle store imellem. Tanken var at slutte, men så ringede vennen Nick, og de aftalte at mødes på en anden plads, hvor man kunne fiske fra nogle gode rev i netop lavvande.
- Vi rykker ud og fisker ca. 20 min, da jeg kaster min 15 grams sølvskrue ind over 40 cm vand, og bang så sad den første fisk der på ca. 55 cm, som blev pænt udsat efter en kort fight, fortæller Mike og fortsætter: Vi fisker videre, og ca. 15 min efter får jeg et hårdt hug på min Savage gear Ul-stang, og kan mærke det er en fin fisk. Den tager nogle lange udløb og flere spring fri af vandet, og giver en pisse fed fight på min ul klinge, som bukker totalt sammen. Efter en god fight kunne jeg lande en rigtig, rigtig tyk basse på lige knap 60cm.