”Fy Fan! Den är ju Skitstor!”
Sveriges mest populære livsstilsprogram Fiske-Feber har været på Fyn for at fiske havørreder.
Værten Claes ”Svartzonker” Claesson kendes af mange som en alsidig sportsfisker, og han havde inviteret en særlig gæst med til Fyn: Agneta Sjödin er hele Sveriges TV-darling – og desuden en fuldkommen uerfaren (havørred-) fisker.
Svartzonker forsøgte sig i sidste TV-sæson også med havørreder på svenske Gotland. Resultatet på Gotland blev, at værten og gæsten fangede… 0 havørreder.
Anderledes godt gik det på Fyn. Agneta Sjödin fik ikke alene udfisket den erfarne Svartzonker, da hun allerede på sin 2. dag som havørredfisker fik landet to fisk – og tilmed også Svartzonkers spinnestang, som midt i al tumulten var forsvundet ud i Det Sydfynske Øhav.
Deres fine debut på Fyn blev til en 40-mins. TV-udsendelse, som man nu kan se gratis via Havørred Fyns site.