Begejstret for Møn
Omkring 70 engagerede lystfiskere havde fundet vej til årets Møn Session, der blev afviklet i weekenden den 15-17. september. Blandt deltagerne var Lasse Elmgren, der havde taget den lange vej helt fra Randers for at deltage i løjerne.
- Først blev der fisket brakvandsgedder i Stege Nor. Vi kendte ikke området og havde medbragt en ny båd, vi ikke havde nået at montere ekkolod eller plotter i. Trods dette handicap søgte vi os frem ved at stikke stængerne lodret ned for at finde skrænterne. Det lykkedes os at rende ind i en god flok gedder, der var til stor underholdning, trods vinden ruskede godt i noret, fortæller Lasse.
- De sidste dage stod den på havørreder fra kysten. Her blev det til fine fangster under Møns Klint. Min forkærlighed for kystfiskeri har sendt mig Danmark og det meste af verden rundt - Møns Klint er det smukkeste sted jeg har fisket, i hvert fald herhjemme, fastslår Lasse og fortsætter: Vi mødte kun en enkelt kystfisker på østsiden grundet grumset vand. Men de små pynter med få centimeters sigt var nok til at havørrederne kunne spotte farvestrålende rejeflueimitationer.