Fantastiske uge 32
En af de mange dygtige kystfiskere her i det østjyske, Jon Park Petersen rapporterer om et helt forrygende godt fiskeri i uge 32.
Jon beretter fra sit fine fiskeri: ”Temperaturen og vindforholdene har været gode. Dette har udmundet sig i 19 havørreder på sammenlagt 5 små hurtige ture, hvor vinden og vandstanden er blevet brugt som vigtige parametre for mit fiskeri.”
Status uge 32: 19 havørreder i alt. 3 stykker på ophænger (Modificeret Brenda), 16 stykker på både Savage gear Sandeel - 19grams (tobis farvet) og på tobisfarvet gennemløbs søm - 16 gram. Næsten alle fiskene blev taget 60-70 meter ud og ved et "spinstop"
Jon fokuserer sit fiskeri de steder i Knebelvig, hvor han kan se et "sandbælte" mellem tangbevoksningen og hvor han kan se en god strøm over revene.
Vigen er fuld med små-tobiser og hornfiskeyngel. Måske derfor gennemløberen slog ophængerfluen.
Så sent som på sidstedagen i uge 32, søndag den 13. august, sender Jon yderligere et billede af en god fisk, der var én ud af fire på dagens tur.