Fladfisk svære at fange
Selv om arrangørerne på forhånd havde købt cirka 1200 levende fladfisk på Langeland og i dagene op til konkurrencen havde fået dem transporteret til Odense Havn i nogle tankvogne, så kneb det. De udsatte fladfisk og de faste flade indbyggere i havnen ville ikke rigtig lege med.
Ligesom tidligere var Odense Sportsfiskerklub (OSK) og grejbutikken Jan og Bo gået sammen om en fladfisk-fiskekonkurrence på Lystfiskeriets Dag den 21. maj. Lige knap 100 personer havde købt billet.
Fladfiskene var lidt svære at fange, og der er en del fisk tilbage i havnen, for nu at sige det på den måde. Der er nok mange, der lige skal forbi de næste dage, siger Allan Birk fra OSK.
Men vejret var fint, det var hyggeligt, og der blev ”født” nye lystfiskere, tilføjer han.I junior-konkurrencen fangede Thilde Marie Johnsen den største - en skrubbe på 30 cm. På de følgende pladser kom Caroline Pedersen og Ekaterina Akimova.
Hos seniorerne vandt Ivan Eriksen med en fladfisk på 35 cm. Derefter kom Danny Vittig og Brian G.