Sure gamle mænd i bedre humør
Bjarne Nielsen fra Svendborg har fisket en del vinteren igennem, uden de store resultater.
Turene har jeg brugt på at finde nye fiskepladser, da dem jeg plejer at frekventere, har svigtet.
Der har dog været to lyspunkter i en kold og grå tid, fortæller Bjarne Nielsen og fortsætter:
Den 14. februar fiskede jeg på en ny plads. Jeg gik og funderede over, hvornår jeg mon skulle mærke en god fisk igen. To kast senere blev mit blink taget kontant, og en fin fisk vise sig i et par spring. Nogen gange er der kort fra tanke til handling. Fisken viste sig at være en flot blank overspringer på 64 cm og 3 kg. Den fik mig hurtigt til at glemme alt om kolde fingre og 0 ture.
Forleden, den 16. marts, var jeg på tur med ham der har fanget Fyns største havørred, og nej, han hedder ikke Thomas Hansen. Navnet er Toghøj, Lars Toghøj. Vi har fisket sammen i mange år og er efterhånden blevet et par gamle sure mænd. Det var dog svært at holde humøret nede, fordi vi skulle fiske hele dagen.
Det blev til nogle småfisk lige omkring og over målet, samt en bedre fisk der selvfølgelig blev mistet. Sidst på eftermiddagen prøvede vi en ny plads, og lige da det begyndte at blive mørkt, så vi en anden lystfisker fange en fisk. Jeg kastede i retning af hvor han havde fanget den, og 15 meter fra land blev mit blink stoppet af en god fisk.
Efter nogle problemer fik Lars den i nettet trods halvmørke. En dejlig blank fisk over 70 cm kom på land. Den var 74 cm og vejede 4,150 kg. På vej hjem i bilen var vi stadig gamle, men ikke længere sure, tilføjer Bjarne Nielsen.