erikleth.jpg

Erik Leth fisker havørred på de sjællandske kyster og som regel med sit GoPro-kamera tændt. Det var også tilfældet, da han var på kysten torsdag den 23. marts. 

- Jeg går på 20 cm vand og på vej ud mod de dybere render, kaster jeg mit nye hjemmelavede flakseblink ud over en mørk plet. Blinket er i dag forsynet med en grøn refleksstribe - og som du vil se på den efterfølgende video, rejser der sig en fin bølge, og en nedgænger - viser det sig - i pæn størrelse tager blinket i en hvirvel. Sådan skal det være, og det er endnu en fjer i hatten på flakseblinket, der ligner en tobis i knibe.

'Lækkert - det bliver en god dag', og det kom til at passe. Ikke med mange fisk, men dem jeg fik støvet op gik til stålet og var målrettede, fortæller Erik.

I løbet af dagen så han flere gange småstimer af havørred i det klare vand, men de var forsigtige, men det hjalp, når han holdt god afstand til den mørke bund. Resultatet blev to gode blankfisk, hvor den største målte 70 cm. Desværre var hukommelseskortet i kameraet blevet fyldt, så disse fangster kom til Eriks ærgrelse ikke med på videoen.