Fantastisk debut på Stevns
Det var deres første tur til Stevns, da Claus Wesselhoff Petersen og Oliver Bjerre besøgte klintekysten fredag den 17. februar. For Claus blev det en ren nultur, men det gjorde ikke så meget.
- Min egen succes i dag var fuldstændig underordnet, idet jeg kunne se Oliver - min unge og ihærdige fiskemakker - hive sin første havørred over mål i land, og hvilken fisk. Vanvittigt fed oplevelse og en absolut perfekt dag, fortæller Claus.
Den flotte havørred vejede 3,7 kg og målte 72 cm. Den huggede på en Snurrebasse nr. 3 i farverne sort/rød.