Drømmefisken fra Isefjorden
Den havørred, Jens Grønlund fra København, fangede på flue i weekenden, i den nordvestlige del af Isefjorden, overgår selv de mest optimistiske kystfiskeres sødeste og ikke mindst, vildeste drømme. Det var en kæmpe!
Den blev ikke vejet, men med sine 98 cm er der tale om én af de største fluefangede havørreder, fanget på kysten i Danmark.
Jens Grønlund havde samme dag købt en ny fluestang, som skulle afprøves i selskab med fiskekammeraten, Henning Eskol.
Det var en klasse 6 og som Jens fortæller: ”heldigvis med fight-butt”, - skulle det vise sig.
”Jeg fiskede på en strækning, hvor der er en lang markant overgang ud fra kysten mellem mørk og lys bund.
På forfanget sad en tangloppeflue -en pink version af Orange Rædsel, som Thomas Vinge skriver om i ”Havørred på Kysten 1”.
“Hvis jeg fanger fisk om vinteren, er det ret ofte på netop den flue -pink er god om vinteren, som mange andre jo også har konstateret, fortæller Jens”.
”Jeg troede egentlig, jeg havde fået bundbid. Men så begyndte bundbidet at gå tungt fra side til side og lidt efter gik den så roligt op i overfladen og viste på vej ned igen halefinnen i fuld størrelse”.
“Dér blev jeg klar over, at der var gang i noget udover det sædvanlige, fortsætter Jens.
”Den stak af et par gange i tunge insisterende udløb, og jeg hørte mig selv råbe: -Henniiiing, Henniiiing, Henniiiing!”
Henning rullede ind og kom småløbende hen ad stranden og kunne på nærmeste hold følge fighten og siden hjælpe med landingen. Jens holdt havørreden hårdt, og efter blot fire minutter kunne han kane den på land.
”Det gik hurtigt med afkrogningen, for jeg fisker med modhageløse kroge”. ”Henning målte fisken tre gange for at være sikker - jeg troede ikke rigtigt på det. Men den var god nok - 98 cm kystørred lå vandkanten”, fortæller Jens.
Henning fik hurtigt taget en stribe billeder af den flotte fisk, hvorefter Jens kunne genudsætte den.
”Det faldt os ikke ind, at slå den flotte fisk ihjel, - den skulle ud igen”, fortæller både Jens og Henning, der begge er glade for at høre, at de gener, den store havørred nu får mulighed for at videreføre, med meget stor sandsynlighed stammer fra en vild havørred fra Isefjorden.
Kigger man på brystfinnen på billedet, hvor den store fisk ligger på stranden under afkrogningen, kan man nemlig se en helt perfekt brystfinne uden den mindste deformitet. Derfor er der med stor sikkerhed tale om en vildfisk, der er klækket i en gydebanke i et af Isefjordens mange ørredvandløb og siden vandret i havet.
Opdrætsfisk bider nemlig ofte hinanden i brystfinnerne, når de går i bassinerne. Derfor bliver brystfinnerne lettere deforme, har små knæk eller lignende, og derfor er opdrætsfiskene lette at skelne fra vildfisk, der har perfekte brystfinner. Måske stammer den oven i købet fra Elverdamsåen.
“Den havde et gammelt sår på højre side på ca. 10 cm. Det kunne godt ligne et svampeangreb, der var helet for noget tid siden”, fortæller Jens. Netop i Elverdamsåen havde en stor del af havørrederne angreb af svamp i sommeren-efteråret 2014, efter en varm sommer i Isefjorden.
Da fisken var sat ud, gik den livlige snak imellem de to kammerater, for de var begge klar over, at der var tale om en kæmpe fisk, men ikke, at der måske var tale om en af de største kystflueørreder, fanget i Danmark. Eller som Henning fik sagt til Jens: ”Jeg var meget overrasket over, så rolig, du var……”!
Jens har tidligere fanget laks i Mørrum på lige omkring 10 kg -både en blank og en efterårsfisk. Denne havørred har formentlig vejet omtrent det samme -ifølge tabeller over vægt/længde forhold for en havørred i normal kondition.
Jens slutter vores samtale med at glæde sig over, at blot en lille times kørsel fra København, kan man opleve natur og vildskab….! Ja - mon ikke!!!
Bindemønster: ”Orange Rædsel” i Pink version (efter Thomas Vinge, "Havørred på Kysten 1")
Krog: Kamasan, B-170, st 6 enkeltkrog.
Krop: Gl.rosa chenille.
Palmerhackel: Pink hane.
Hale: 6-8 stråler flash, 1 cm lang
Ryg: Flashstrålerne bundet henover toppen af krogen til krogøjet
Rib: sølv, oval.