147 ørreder fra Elverdamsåen leverer rogn til ørredsmolt
Elverdamsåen måtte holde for i år, da Tuse Å’s Ørredsammenslutning (TØS) og Den sjællandske Grusbande skulle opfiske moderfisk til de ørreder, der skal sættes ud i Isefjorden i 2020. Tuse Å blev udslettet for alt liv i september, og derfor gav det ikke mening at tage moderfisk fra den decimerede gydebestand, der i år er tilbage i Tuse Å. Tuse Å er ofte buffer, når man skal stryge moderfiskene for æg og sæd. Det blev ikke tilfældet i år, da alle moderfisk således skulle tages fra Elverdamsåen.
TØS-folkene var godt klar over, det kunne blive en udfordring at fange havørreder nok til at dække hele udsætningen af ørredsmolt til Isefjorden i foråret 2020 – alene fra Elverdamsåen. Derfor var arbejdsgruppen forberedt på flere ture. Det kom til at holde stik, blandt andet på grund af den meget lave vandstand i åen.
Man gik i gang med elektrofiskeriet den 11. november. Det blev en god dag. TØS og Grusbanden fiskede på en strækning, hvor der både gydes, og samtidig en strækning, hvor ørrederne kan opholde sig og modnes. På denne første tur fangede man 47 havørreder og to flotte bækørreder. Største fisk var et par aggressive hanner på 82-85 cm. De fik lov til at fortsætte deres færd i åen, da de er svære at håndtere, både under transport og under strygning. Derefter fulgte et par ture, med henholdsvis 64 og 7 havørreder. De 64 havørreder blev fanget af frivillige TØS’er og grusbandemedlemmer, da Lejre og Holbæk Kommune åbnede den nye strækning af Elverdamsåen.
Den dag fiskede de en forholdsvis kort strækning, og der var ingen tvivl om, at fiskene stod parkeret på dette stykke af åen. Det var en typisk ”opholdsstrækning”, hvor fiskene kan stå i ugevis og blot modnes, imens de venter på vand. Strækningen er nu dækket til med jord, idet Elverdamsåen nu slynger sig ud over engene nord for rute 21.
Tog en tur mere
Dagen efter, på en strækning længere opstrøms, blev det kun til sølle 7 havørreder. Det er jo den slags ting, der sker. Der var muligvis nok ørreder til årets opdræt, men det er ikke altid, fiskene er modne nok til at blive strøget. Derfor arrangeredes en hurtig sidste tur til Elverdamsåen. Det foregik i sidste weekend, alt imens ”strygerne” fra TØS og Odsherred Sportsfiskerforening var i gang med at sikre æg og sæd fra de fisk, man allerede havde fanget.
Med et lille, men erfarent elektrofiske-hold af lige dele TØS’er og grusbandemedlemmer gik man i gang tidligt lørdag morgen klokken 09.09. 15-årige Fillippa Egheim var ”wingman” for sin far, Kennet, da han tog slæbet nede i åen. Som bandeleder så jeg nemlig mit snit til at gå på bredden og hygge mig med Jens Møller, John Lakse-Hansen, Peder Høpfner og de andre frivillige i stedet for at gå nede i åen med elektroden.
Fillippa er nyt bande-medlem med lyst til at gøre en forskel sammen med andre. Kæmpe ros til hende og glæde over, at de næste generationer også deltager. Det giver lige arrangementer og engagementer som dette et ekstra løft, lidt ekstra kolorit.
På sidstedagen fangede TØS og Grusbanden 27 havørreder, hvoraf de fleste var store, dejligt trinde havørredhunner.
Alt i alt blev der på de fire moderfiske-ture fanget 147 ”moder-ørreder” og 3 laks. Laksene er strejfere og indgår naturligvis ikke i Fiskeplejen på Isefjorden. Af de knapt halvandet hundrede havørreder blev der strøget 11,3 liter rogn, og der skulle således være nok til at dække udsætning af 75.000 stk. ørredsmolt i 2020 i Isefjorden.
Stor tilslutning til elektrofiskeriet
Dette efterår har på mange måder været anderledes, og der er ikke kommet den nedbør, der har givet det store ”river-run” som nogle af de tidligere år. Opgangen har indtil videre været meget sporadisk. Det har tilslutningen til elektrofiskeriet blandt de frivillige bandemedlemmer til gengæld ikke været. Langt fra.
På de fire ture, har ikke færre end 69 personer deltaget, enten i vand til livet, eller som tilskuere fra brinken. Det har været pragtfuldt og hyggeligt. Med de store gydemodne fisk i baljen er der altid noget at se på, noget at tale om………og det gør vi også – i høj grad, kan jeg konstatere som formand for TØS og bandeleder for Den Sjællandske Grusbande.