Danmarks Sportsfiskerforbund ønsker større mindstemål på torsk i Øresund
Større mindstemål på torsk i Øresund, aborre i brakvandet og pighvarre i de indre danske farvande og en harmonisering af mindstemål for henholdsvis helt og ål. Det er essensen i Danmarks Sportsfiskerforbunds høringssvar til et udkast for nye mindstemål for fisk i saltvand.
Danmarks Sportsfiskerforbund foreslår, at mindstemålet på torsk i Øresund skal øges fra de nuværende 35 cm til 45 cm – i øvrigt i enighed med det svenske sportsfiskerforbund og turbådene på begge sider af Øresund. Hvis det nye mindstemål bliver vedtaget, bør det medføre, at den nuværende daglige fangstbegrænsning lempes. Siden 2017 har begrænsningen været på henholdsvis 3 torsk (1. februar til 31. marts) og 5 torsk (1. april til 31. januar).
Større mindstemål for pighvarre og brakvandsaborre
Forbundet mener også, at mindstemålet for pighvarre skal øges fra 30 til 40 cm i de indre farvande, og at brakvandsaborrens mindstemål skal øges fra 20 til 32 cm. De nuværende mindstemål for begge arter har i praksis en meget begrænset positiv effekt på bestandene, idet en stor del af fiskene først kønsmodner, når de er større end de gældende mindstemål. Danmarks Sportsfiskerforbund argumenterer således for, at et mindstemål, der ikke giver bestandene en sikkerhed for, at de kan gyde mindst én gang, ikke lever op til formålet.
Nye mindstemål fra 1. juli 2018
Med hensyn til en harmonisering af mindstemålene for henholdsvis ål og helt, så anfører Danmarks Sportsfiskerforbund, at der ikke er biologisk belæg for forskellige mindstemål i forskellige områder for disse fisk, ligesom en ensretning vil gøre det sværere at omgå reglerne. De nye mindstemål træder i kraft fra den 1. juli.