Miljøministeren inddrager forbundets henvendelse om beskyttelse af Øresund
![Store torsk gemt i vrag 6319.jpg](https://sportsfiskeren-classic.azureedge.net/media/3675/store-torsk-gemt-i-vrag-6319.jpg?width=900&v=1d3dbd50a1c7330)
Fiskeriet i Øresund omsætter for op mod 615 mio. kr. årligt. Det viser en ny rapport fra Øresundsvandssamarbejdet. Med den i hånden har Danmarks Sportsfiskerforbund over for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg påpeget, at det er endnu et argument for at stoppe råstofindvindingen i Øresund. Ifølge miljø- og fødevareministeren vil rapporten nu indgå i det videre politiske arbejde.
Som tidligere omtalt var Danmarks Sportsfiskerforbund i begyndelsen af april i foretræde for Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg i forbindelse med udvalgets behandling af et beslutningsforslag om etablering af beskyttet naturområde i Øresund (B 35), der er fremsat af de Radikale.
Forbundet præsenterede her Miljø- og Fødevareudvalget for en ny rapport om Øresundsfiskeriets samfundsøkonomiske værdi. Rapporten er udarbejdet af Øresundsvandsamarbejdet og viser, at den samlede årlige omsætning for Øresundsfiskeriet – både det rekreative og erhvervsmæssige fiskeri – er på mellem 401 og 615 mio. kroner årligt.
Det overstiger langt de merudgifter på 10-15 mio. kroner, der vil være for bygge- og anlægsbranchen ved et totalt stop for råstofindvinding i Øresund. Forbundet opfordrede derfor udvalget til at inddrage disse samfundsøkonomiske aspekter i det videre politiske arbejde.
![DSCF3427.jpg](https://sportsfiskeren-classic.azureedge.net/media/3674/dscf3427.jpg?width=900&v=1d3cc2ab3ef3f10)
Konsekvenser ved råstofindvinding skal nu undersøges
Et enigt Miljø- og Fødevareudvalg har nu afgivet en beretning over de Radikales beslutningsforslag. Heri noterer udvalget sig, at miljø- og fødevareministeren har givet tilsagn om at gennemføre en nærmere kortlægning af de natur- og miljømæssige konsekvenser af råstofindvindingen i Øresund, herunder blandt andet en kortlægning af alternativer til indvinding i Øresund med inddragelse af erhvervsøkonomiske og miljømæssige aspekter.
Miljø- og fødevareministeren har i den forbindelse i et svar til Miljø- og Fødevareudvalget kommenteret Danmarks Sportsfiskerforbunds henvendelse i forbindelse med forbundets foretræde. Ministeren giver her tilsagn om, at rapporten om fiskeriet i Øresund vil indgå i den kortlægning vedrørende Øresunds naturværdier og råstofressourcer, som han har taget initiativ til.
![Skærmbillede 2018-04-20 kl. 11.05.35.png](https://sportsfiskeren-classic.azureedge.net/media/3869/skaermbillede-2018-04-20-kl-110535.png?width=900&v=1d3dbd44ff125f0)
– Det er meget positivt, at der nu i Folketinget er en bred politisk opbakning til at få belyst de naturmæssige konsekvenser af råstofindvindingen i Øresund. Danmarks Sportsfiskerforbund vil følge den fortsatte udvikling tæt og ser frem til resultaterne af den kortlægning, som miljø- og fødevareministeren har taget initiativ til. Resultaterne forventes at blive præsenteret for Folketinget i efteråret 2018, siger Verner W. Hansen, formand i Danmarks Sportsfiskerforbund.