Deltag i Lystfiskerfestival på Det Kongelige Teater

08 Lystfiskerfestival 1170X720 V01 Ad

Den 11. oktober afholder Det Kongelige Teater Lystfiskerfestival – først ved vandet og siden i Skuespilhusets foyerer. Du kan blandt andet opleve skribent på Sportsfiskeren Mikkel Frey og Danmarks Sportsfiskerforbunds fiskebiolog Kaare Manniche Ebert, der dykker ned i lystfiskeriets fantastiske verden. Arrangementet er gratis.

Vandet spiller en særlig rolle ved Skuespilhuset, og Ofelia Plads er en af de mest populære fiskepladser i Københavns Havn, hvorfra der fanges masser af torsk og makrel. Fra klokken 15.00 er alle velkomne til at komme og fiske fra Ofelia Plads og kajen ved Skuespilhuset sammen med nogle af landets bedste lystfiskere.

Klokken 16.00 vil lystfisker Gordon P. Henriksen give tips og trick til fiskeri i havnen og fortælle om sine favoritagn.

Klokken 17 trækker arrangementet ind i foyeren, og her vil være to talks med Mikkel Frey Damgaard som vært. Første del handler om glæden ved lystfiskeriet set fra tre forskellige personers perspektiver: Gordon P. Henriksen, der lever af sin hobby, Irena Mathiasen, der har fundet mental overskud i fiskeriet samt Sabine Noe Bech, der er en del af fiskekollektivet Fiskekonerne.

Anden halvdel af arrangementet handler om havørreden, som er en af de mest populære fisk at fange i Danmark. Her kan du opleve Kaare Manniche Ebert, der er fiskebiolog og har studeret havørreden gennem et helt liv, Niels Vestergaard, der er manden bag filmhitserien ”Havørredens Hemmeligheder” og Rune Hylby, der er leder af Den Sjællandske Grusbande.

Så fat stangen, tag din fiskemakker under armen og kom og vær med. Hele herligheden er helt gratis, du skal blot booke en billet her.