Råhyggen på Møn Session var intakt trods lunefulde fisk
Mere end 70 lystfiskere fra hele landet havde fundet vej til Møn, hvor der for fjerde gang blev afholdt Session i sidste weekend. Ved Session er samværet og hyggen med andre kystflueentusiaster det absolut væsentligste, men der blev selvfølgelig også fisket efter både havørred og gedde langs kysterne på Møn.
Septembervejret bød på høj himmel og frisk vind, da årets Møn Session for kystflueentusiaster blev afholdt fra den 12. til den 15. september med teltpladsen på Møns Klint Resort som base.
Her var der virkelig basis for bålhygge og -mad, samt besøg i baren Gydebanken, men de mere end 70 deltagere kom selvfølgelig også ud til kysterne, hvor der var fint med fisk, som dog var temmelig svære at overliste.
Man skal bare være flink
Mændene bag Session er Gordon Henriksen og Frederik Laks Lorentzen, der i deres velkomst fredag eftermiddag lagde vægt på, at det eneste krav til deltagerne ved Session er, at man er flink.
I øvrigt er der helt frit slag, og man kan selv vælge, hvad man vil deltage i, og hvor man vil bo og spise.
Ud over muligheden for at fiske langs kysterne på Møn, bød årets Session også på yoga i waders, bindebattle, livemusik og muligheden for at få en ny tatovering. Desuden kunne alle nyde godt af den bålmad, som Joel Alter serverede.
Tilfredshed hos arrangørerne
– Deltagerne snakkede og fiskede, og gik man en tur imellem folk, så hørte man ord som fisk, havørred, kæmpe, mistede, 40 meter mod vinden etc. Og det er succeskriteriet, at alle skal hygge sig og møde ligesindede, fortæller Frederik Laks Lorentzen til Sportsfiskeren.dk.
– Igen har vi lært lidt, som vi tager med os til næste arrangement, men generelt synes vi, at det gik rigtig godt, og vi har fået mange positive meldinger fra deltagerne. Der blev ikke fanget super godt i år, men nogle fisk kom da på land, så til næste år vil vi have flere fisk, slutter Frederik.
Indsats mod affald
Brugen af engangsservice var i år afskaffet på Session, så deltagerne kunne købe en særlig Session-tallerken og i øvrigt selv sørge for bestik og glas.
Det ligger fint i forlængelse af en anden indsats mod affald i naturen på Møn, som Fishing Zealand er en del af. Det drejer sig om en kampagne målrettet øens turister, hvor man gør opmærksom på Møns status som Unesco Biosfæreområde.
Bag kampagnen står Biosfære Møn, Fishing Zealand og House of Møn, og parterne har fået trykt to nye brochurer, hvoraf den ene er målrettet lystfiskere på Møn. Brochuren er udstyret med en særlig ”Jeg er ikke plastic”-pose af majs, og tanken er, at lystfiskerne lige samler lidt affald i posen, når de går tilbage til bilen efter endt fiskeri.
Kampagnen blev omtalt i en artikel i Sjællandske i juli. Læs den her.