Jubilæum: 30 år med lystfiskere i røret
Anne Holbæk tager telefonen i Danmarks Sportsfiskerforbund, når du mangler dit medlemskort. Den 16. maj har hun gjort det i 30 år.
Tilnavnet ’fast inventar’ er egentlig meget passende på medlemsadministrator Anne Holbæk, som i dag har 30 års jubilæum i Danmarks Sportsfiskerforbunds sekretariat. Siden 1989 har Anne samlet trådene på sekretariatet og taget telefonen i Sportsfiskerforbundet, når et medlem eller en forening havde brug for hjælp.
Anne blev som 26-årig ansat som bogholder i sekretariatet og fik sågar en EDB-maskine til at føre bogholderiet med. Hun var også med til at renskrive artikler fra skribenter, som skulle afleveres på en diskette til redaktøren. Dengang leverede skribenterne deres artikler til Sportsfiskeren i håndskreven form.
– Jeg har engang modtaget en artikel til Sportsfiskeren skrevet på en bagerpose, fortæller Anne.
Det er bare én blandt mange anekdoter om ’gamle dage’, som Anne deler ud af i hverdagen på sekretariatet. Hun er et omvandrende leksikon i sager om Danmarks Sportsfiskerforbunds historie og er på fornavn med et stort antal kasserere og formænd i medlemsforeningerne.
Sekretariatets anker
Anne har gennemstået adskillige kongresser i Danmarks Sportsfiskerforbund, flere gange som én af få kvinder blandt mange mænd. Hun har deltaget i Sportsfiskerforbundets fysiske rejse fra kontoret i Worsaaesgade inde i Vejle til den gamle stationsbygning i Vingsted og sidenhen flytningen til det nuværende kontor i Sportsfiskeriets Hus, der blev indviet i 2014. Gennem alle årene har hun taget telefonen som Sportsfiskerforbundets stemme udadtil og husets faste holdepunkt.
– Anne formår at servicere enhver kasserer i nød. Hun er en arbejdsbi med et fantastisk overblik, og så er hun altid i godt humør. En god kollega gennem mange år, siger Kaare Manniche Ebert, der har delt arbejdsplads med Anne siden 1997.
Anne bliver fejret af kollegerne torsdag eftermiddag.