Første klubmesterskab i kast med spinnegrej
Mens konkurrencer i fluekast er ganske almindelige, er det sjældent, at tilsvarende konkurrencer afvikles med spinnegrej, men søndag den 9. september kårede Roskilde og Omegns Lystfiskerklub (ROLK) sin første klubmester i netop den disciplin.
Der blev kastet i seks enkeltdiscipliner. Præcisionskast på 5 og 10 meter. Længdepræcisionskast på 20, 40 og 60 meter, og endelig længste kast. Til de fem præcisionskast kunne deltagerne selv medbringe det grej, de ønskede at anvende, mens alle brugte det samme grej i længdekastdisciplinen.
Fin tilslutning
– ROLK er den første fiskeklub i Danmark, der afholder et mesterskab i spinnekast, fortæller klubbens formand Uffe Clemmensen og konstaterer, at der var fin tilslutning til arrangementet.
– Med fælles morgenbord i klubhuset var stemningen i top til dagens konkurrence.
Flotte præmier
Efter 2½ times konkurrence samledes deltagerne i klubhuset, hvor dommeren Bent Lund Hansen kunne offentliggøre dagens resultater og overrække de flotte præmier.
I seniorkonkurrencen vandt Jacob Lykke Larsen foran Søren Bang Hansen og Claus Bang Hansen.
Hos juniorerne løb Jacob Karkov Jørgensen med førstepladsen, mens Jonas Vind og Mads Lykke Larsen fulgte efter på de næste pladser.