Fik flot suder i fødselsdagsgave
På sin 9-års fødselsdag fik Phillip Jensen lokket sin far med på kanalfiskeri i Næstved. Resultatet blev en flot suder på næsten tre kilo.
Når Phillip på 9 år tager med sin far Mathias Jensen på fisketur til kanalen i Næstved, resulterer det tit i nogle bemærkelsesværdige fangster. Midt i juni gav det en flot gedde på over 10 kg.
Og da de var afsted den 31. juli på Phillips 9-års fødselsdag, var det en flot suder, der ikke kunne stå for hans agn.
– Knægten havde 9-års fødselsdag i går, og vi havde lige et par timer at slå ihjel i løbet af formiddagen, da han spurgte, om vi ikke skulle tage ned til åen og fiske lidt, fortæller Mathias Jensen.
Så turen gik lige omkring den lokale Netto, hvor en dåse majs og et toastbrød blev købt til agn. Phillips stang blev rigget til med et flåd til medefiskeri. Efter 20 minutters fiskeri gik flåddet under, og Phillip gav et solidt modhug.
– Det gav ham hans første suder, som vejede 2,860 kg. Fin fisk at starte sin fødselsdag med, slutter Mathias.