Selvgjort shelter er velgjort
Det er med berettiget stolthed, at formand for Viborg Sportsfiskerforening, Jørgen Buch, meddeler, at nu står foreningens nye, hjemmebyggede shelter helt færdigt ved foreningens fiskevand ved Skals Å.
– Otte mand fra foreningen samt den altid hjælpsomme nabo, Per Nordborg, lagde til sidst tag på shelteret, lavede bålplads samt flyttede en bro. Vi var færdige, så vi kunne nå hjem til V M-fodboldkampen, men lige sent nok til at se Danmarks mål, meddeler Jørgen Buch, formand for Viborg Sportsfiskerforening.
– Alle kan benytte shelteret, der er ikke pladsbestilling, og der er ingen særlige regler for brug af det. Men alle bedes behandle det pænt, slukke bålet, hvis man har haft ild og selv tage sit affald med hjem. Der er ikke dagrenovation på stedet, fortsætter formanden og påpeger, at det er vigtigt at husk det aktuelle afbrændingsforbud.
– Du finder shelteret ved den plads, der kaldes "Højspændingen". Drej ned ved Herredsvej 56-64 tæt på Bjerregrav og fortsæt til vores parkeringsplads ved et fyrretræ. Kør ikke længere, dels er det forbudt, dels kommer du ikke derfra ved egen hjælp. En stor tak til dem, der har hjulpet til med projektet, slutter formanden.
Shelteret er finansieret af Velux Fonden i et program, der har til formål at få ældre ud i naturen. Foreningen blev opmærksomme på puljen via Danmarks Sportsfiskerforbunds hjemmeside.