Succes ved Lystfiskeriets Dag hos Vejen og Omegns Sportsfiskerforening
20 gamle og nogle sikkert nye lystfiskere troppede op på Lystfiskeriets Dag ved Vejen og Omegns Sportsfiskerforenings egen Put and Take sø i Drostrup.
Foreningen fortæller, at Pinsesolen rigtig dansede og ørrederne til tider slog smut med halen og i pompøse spring brød vandoverfladen. Bidelysten var dog lid træg i starten. Men efter et par grillpølser og lidt drikkelse, fik lystfiskerne straks mere held til at overliste fiskene i søen.
Efter 4 timers intensivt fiskeri blev det tid til indvejning. 7 ørreder havde kapituleret og var kommet på det tørre, mens 3 andre var stået af krogen til et lidt længere liv i søens dunkle dyb.
Præmieoverrækkelsen blev overværet af alle deltagere, som fik en lille erkendtlighed fra ABU i form af en spinner eller et blink.
Albert Halkær på 11 år fik dog en flot ABU Spinnestang med hjul sponsoreret af ABU for at have fanget dagens største fisk – en flot guldørred på 2,55 kilo. En stolt, nyfødt lystfisker kunne drage fra søen med både nyt grej og fisk til aftensmaden.