Revanche-fisk før fiskekonkurrence

jan copy.jpg Jan Jørgensen fik en fin revanche, da han tog til Møn.

Jan Jørgensen ville lige tjekke nogle pladser inden en fiskekonkurrence, og han fandt havørreder alle de steder, han besøgte. Den ene ville endda med hjem.

Det var med tanke på den kommende weekends Snurrebasse Cup, at Jan Jørgensen fra Ønslev på Falster tog på kysttur mandag den 12. marts og igen tirsdag den 13. marts.

Han ville nemlig lige tjekke nogle pladser, og mandag gik turen til Falsters vestkyst. Her fandt han fisk, en stor én endda, men havørreden stod desværre af under fighten.

Tirsdag gik turen så til Møn, og her fik han heldigvis revanche, da en stor havørred huggede efter 20 minutters fiskeri, og selv om fisken kæmpede hårdt, fik han den sikkert ind og kunne måle den til 65 cm.

Tidligere på dagen fik en også en mindre ørred på 48 cm på en anden plads ligeledes på Møn. Fiskene huggede på en Snurrebasse i pattegrisfarven, og Jan håber nu, at han kan finde endnu en stor havørred ved weekendens konkurrence, hvor kraftig østenvind dog kan begrænse fiskemulighederne en del.