Tunfeber i Sportsfiskeren 6

 

Megastore fisk, der flænser linen af hjulet og udfordrer grejet til det yderste og lidt mere end det. Minutlange udløb, knækkede stænger og liner – og sågar cirkelkroge, der må give efter for presset. To ugers fiskeri i farvandet ud for Danmarks nordligste spids med blåfinnet tun som bytte blev akkurat lige så hektisk, udfordrende og uforudsigeligt som forventet. Men heldigvis gav indsatsen også de resultater, som forskerne havde håbet på. Netop nu svømmer der 18 blåfinnede tun rundt med små dataloggere, der senest – hvis alt går vel – inden for et års tid vil flyde op til overfladen og sende masser af data. Oplysningerne vil give unik viden om havets mest forrygende fighter, og de kan forhåbentligt være med til at sikre et fremtidigt, bæredygtigt fiskeri efter blåfinnet tun i danske farvande.
 

Historien om den blåfinnede tun i dansk farvand var indtil for 2-3 år siden alt andet end opløftende. Efter store fangster – både erhvervsmæssige og med stang og snøre – af meget velvoksne tunfisk i perioden 1920’erne til 1960’erne stoppede festen. Fra at være et af de områder i verden, hvor der blev fanget flest tunfisk over 200 kg af lystfiskere, forsvandt kæmperne nærmest som dug for solen fra den ene dag til den anden. Den primære årsag var overfiskeri i Sydeuropa og nedfiskning af tunens fødeemner i dens nordligste udbredelsesområde. Og så kunne den pot ellers have været ude, og de historiske billeder af de springende fisk i Øresund have været et trist monument over menneskets evne til at lave uoprettelige skader på naturen. Men sådan gik det heldigvis ikke. En mere restriktiv forvaltning af bestanden blev gennemført, og tunen responderede ualmindeligt godt. Fra at have været rødlistet og tæt på udryddelse, kom bestanden på fode igen, og tunfisken i den nordøstlige del af Atlanterhavet anses nu ikke længere for truet. Faktisk er bestanden her gået så meget frem, at erhvervskvoterne i perioden fra 2013 til 2017 næsten er blevet fordoblet til godt 23.000 tons. Den vestlige bestand, der har sit primære udbredelsesområde ud for USA´s og Canadas østkyst, er dog stadig langt fra tidligere tiders storhed.
 

Tunens fremgang har medført, at der de seneste 2-3 år pludselig er væltet ind med observationer fra norske, svenske og danske farvande. Store stimer af jagende tun har varslet, at de gode, gamle dage imod alle odds måske er på vej tilbage. Meldingen om en kæmpe stime tunfisk i Kattegat, der piskede vandet til skum i jagten på bytte over et næsten 60 km2 stort område, var én af mange observationer, der varslede bedre tider. Udfordringen var – og er – at det ikke er lovligt at fiske efter tunfisk i Kattegat og Skagerrak. Forbuddet handler både om et ønske om at forebygge mod overfiskeri, men nok i endnu højere grad om, at de lande, der i dag har en tunkvote, ikke ønsker at dele det lukrative fiskeri med nye nationer.
 

Vejen til at nedbryde denne barriere er at få viden om de individer, der befinder sig i vore farvande. For hvis det kan dokumenteres, at de primært kommer fra den nordøstlige bestand – der jo har det godt og er i fremgang – og at tunfiskene opholder sig i eksempelvis Kattegat og Skagerrak 3-4 måneder om året og derfor er en vigtig del af fødekæden her, så burde argumenterne være valide i forhold til at kunne få etableret et bæredygtigt fiskeri. Derfor gik Danmarks Sportsfiskerforbund for et par år siden i dialog med DTU Aqua om at få gennemført et mærkningsprojekt, der kunne give svar på de mange spørgsmål. I samarbejde med DTU Aquas svenske søsterorganisation – SLU – samt WWF og ICCAT, der er en organisation, som forvalter fiskeriet og arbejder for tunens bevarelse, blev et mærkningsprojekt beskrevet og godkendt. Sidste interessent i projektet er det svenske sportsfiskerforbund, Sportsfiskarna, der blandt andet har været med til at rekruttere og organisere fiskeriet for de 17 småbåde med mandskab, der deltager på den svenske side af Skagerrak.

 

...