Regnskovens pop-fisk
Skrevet af Peter Nøddebo
I efteråret 2016 tog 14 fiskere på tur i regnskoven. Formålet var at fange rovfisk – og det lykkedes!
”Plop - - - sju-sju-sju-sju-sju…” – pause – ”Plop - - - sju-sju-sju-sju-sju…” – pause – ”Plop - - - sju-sju-sju-sju-sju…”
Da jeg læste overskriften ”FANG REGNSKOVENS VILDESTE ROVFISK” i Sportsfiskerens februarudgave 2016, var jeg straks oppe af stolen. Det var et tilbud om en uges fisketur efter først og fremmest peacock bass på Rio Negro, en biflod til Amazonfloden, med udgangspunkt i Manaus i Brasilien, dybt inde i Amazonjunglen.
En introaften på Sportsfiskeriets Hus slog hovedet på sømmet. Her fortalte Mette fra Tikva Rejser om det praktiske i forbindelse med turen, og Kaare Manniche Ebert fra forbundet turde godt love alle deltagere rimelig stor chance for at få mindst 2 – 3 peacock bass på krogen. Hvis det gik vildt for sig, kunne der måske være en basse på 3 – 4 kg iblandt.
Jeg var solgt på stedet, og heldigvis ville min kone også gerne med. Så sidst i oktober steg en flok spændte lystfiskere om bord på flyet i Kastrup Lufthavn og flyttede et lille døgn senere ind på den husbåd, hvor vi skulle tilbringe de næste 6 – 7 dage med at fiske på Rio Negro.
Efter få timer oppe ad floden forsvandt også det sidste mobilsignal fuldstændigt – godt det samme, for så var der kun os og fiskene og naturen.
Husbåden var som taget ud af et andet århundrede: med topersoners-kahytter, spisesalon, bar og soldæk. Den var vores hjem, der hver dag flyttede sig nærmere mod ækvator, og som havde 4 små både med påhængsmotor på slæb.
Al fiskeri foregik fra disse små både, hvor der var rigelig plads til 3 fiskere + guide. Vi sejlede ud ved solopgang hver morgen til små spændende sideløb og små søer, der lå som perlekæder langs Rio Negros hovedløb.
Og så til artiklens indledning. Fiskeriet foregik som udgangspunkt i overfladen med wobblere, der lavede så meget uro som muligt (”plop - - - sju-sju-sju-sju-sju…”). Vejret var nærmest vindstille, med høj sol hver dag, så den fremherskende lyd var lyden af wobblere på arbejde.
Der skulle kastes meget nøjagtigt ind til bredden, helst så wobbleren nærmest rørte bredden, når den landede i vandet. Junglen er et meget farligt sted – også for fisk, og hvis man som fisk ikke hele tiden holder sig i skjul inde ved bredden, blandt trærødder og under bladhanget, bliver man spist.
Langt de fleste fisk huggede tæt inde ved bredden, og hvis man derefter ikke hårdt og brutalt rykkede fisken ud på åbent vand, kunne man ofte vinke farvel til den. Peacock bass søger nemlig ”hjem”, dvs. ned blandt trærødderne, hvor de normalt skjuler sig, når de føler sig truet.
Udgangspunktet var derfor fletliner med en brudstyrke på 30-40 pund, korte relativt stive stænger og hjul i klasse Shimano 3000, med bremsen drejet stort set helt i bund. På trods af den stramme bremse oplevede de fleste af os, at bass’en tog et første udløb på 4 – 5 meter, inden vi fik lov at overtage kontrollen.
Og ja, der var rigeligt med fisk. Allerede første dag blev der fanget 15 Peacock Bass, med den største på godt 4 kg.
For at alle kunne have de samme muligheder, blev det hver aften aftalt, hvem der skulle være sammen i bådene den efterfølgende dag, samt hvordan guiderne skulle fordeles. Humøret var højt og snakken gik på kryds og tværs. Vores guider var eminente til at finde gode spots, og husbåden blev hver dag flyttet, således at der hele tiden var nye spots at udforske.
Ud over fiskeriet var der masser af tid til socialt samvær om aftenen, mens husbåden sejlede videre op ad floden til de næste fiskepladser.
Der blev også mulighed for en nattetur, hvor vi i bådene sejlede ind på små kanaler i junglen med små projektører for at spotte de nataktive dyr. Det gav mulighed for at komme tæt på både Caimaner (sydamerikanske krokodiller) og træboaer. Et af højdepunkter på aftensturen var, da en aggressiv træboa bed Rune i armen. Arten er heldigvis ikke giftig, men de fleste af os fik alligevel koldsved af synet.
I alt blev der fanget 430 fisk fordelt på 9 arter, hvoraf godt 300 var peacock bass. Ud af peacock bass var 35 stk. på 3 kg eller derover, med den største på 6,5 kg. Nogle kom i gryden, nogle gik til guiderne, men langt de fleste blev genudsat. Og – alle var så heldige at få noget på krogen.
Jeg havde en sjov oplevelse: En af dagene bed en caiman på godt 1 meter på wobleren; efter et par minutter gav den slip og forsvandt. Det er jo ikke hverdagskost at få en sådan fætter på, når man fisker i danske vandløb…
De syv dage på Rio Negro gik alt for hurtigt, og jeg vil gerne sige tak til alle deltagerne for nogle fantastiske dage sammen med engagerede lystfiskere, der også havde tid til at snakke, dele og nyde nuet.
Tak også til Danmarks Sportsfiskerforbund og ikke mindst til Kaare Manniche Ebert, som var vores meget professionelle og behagelige guide på turen! Uden jer havde turen ikke været mulig. Tak også til det meget professionelle crew på husbåden DORINHA. Jeg ser frem til lignende ture, gerne snart.
