Tag far og mor med på Lystfiskeriets Dag på Fyn
Tre arrangementer på Fyn på Lystfiskeriets Dag den 19. maj lægger op til at børnene kan gøre deres første erfaringer som lystfiskere. Valget står mellem medefiskeri i søen, hornfisk ved stranden eller en tur til ørredsøen.
Når Lystfiskeriets Dag afvikles søndag den 19. maj, er der tre gode tilbud på Fyn. Der fiskes efter forskellige arter og med forskellige metoder, men alle tre lægger op til at børnene kan få en spændende dag.
Fang en hornfisk fra stranden
Vil du prøve at fange en hornfisk direkte fra stranden, skal du møde op ved ishuset på Skårupøre Strand kl. 12.00. Her vil folk fra Svendborg Sportsfiskerforening nemlig stå klar til at hjælpe frem til arrangementet slutter kl. 15.00.
– Kom, og prøv det sjove fiskeri efter kystens balletdanser. Vi har grejet, så bare husk din far eller mor, og vi hjælper jer i gang. Der vil være konkurrencer, demonstrationer, smagsprøver mm., hedder det i invitationen.
Sjovt medefiskeri efter skalle og brasen
På Nordvestfyn er det Vends Sportsfiskerforening, der står klar ved den lille sø ved Bromsmae i Brenderup kl. 10.00. Adressen er Kirkevej 16, 5464 Brenderup. Arrangementet slutter kl. 13.00.
– Vi fisker skaller og brasen med børn og barnlige sjæle. Fiskeriet er let, enkelt og ligetil, og alle kan være med. Tag ungerne med, og få en hyggelig formiddag ved den lille sø ved Bromsmae i Brenderup.
Praktisk påklædning og gummistøvler er at foretrække, og har du en fiskestang (uanset stand), så tag den med, da vi kun har et begrænset antal stænger til udlån. Vi sørger for flåd, kroge og madding, skriver Vends Sportsfiskerforening i invitationen.
Gratis fiskeri for børn i ørredsøen
Har du lyst til at fiske efter ørreder i en ørredsø, kan du lægge vejen forbi Blue Rock Fiskepark på Sydfyn.
I dagens anledning er der gratis fiskeri for børn under 12 år, og der kan fiskes hele dagen fra kl. 8.00 til 20.00. Adressen er Midtervej 20, 5762 Vester Skerninge.