Mulighed for vinterfiskeri ved Aarhus Å

Søskovvej.JPG Fra den 16. januar kan du frit fiske ud for den gult markerede bred.

Fra den 16. januar er det igen muligt at fiske i Aarhus Å på strækningerne nedstrøms Årslev Engsø.

Mellem Årslev Engsø og Brabrand Sø ligger et attraktivt stykke fiskevand i form af Aarhus Å, hvor der på den offentligt tilgængelige strækning er mulighed for fangst af f.eks. gedde, aborre, sandart og ørred. Senere på året er strækningen endvidere et ideelt junior-fiskevand, da der ofte er et eller andet at fange, og da man nemt kan færdes langs åen.

Der er både parkeringsmuligheder og toiletfaciliteter lige ved åen, og i 2018 blev der etableret en handicapvenlig fiskeplads, så alle lystfiskere har adgang til fiskemulighederne. Vær opmærksom på, at ørreder skal genudsættes i perioden 16. januar - 1. marts.

Også længere nedstrøms i Aarhus Å er der mulighed for gratis bynært fiskeri på flere forskellige strækninger. Et overblik over disse samt regler for fiskeriet kan ses på Aarhus Kommunes hjemmeside her.