Truende underskud hos Øresundsakvariet
Trods et stigende besøgstal og markant popularitet for udflugter og undervisning ser fremtiden sort ud for Øresundsakvariet i Helsingør. Akvariechef Jens Peder Jeppesen kan registrere, at underskuddet på stedet vokser, så det i 2019 vil runde 4 millioner kroner, skriver Helsingør Dagblad fredag den 18. august.
Den dårlige økonomi kan betyde, at Københavns Universitet, som akvariet hører under, ser sig nødsaget til at lukke stedet. Det vurderer akvariechef Jens Peder Jeppesen, og han bakkes op af Helsingørs borgmester Benedikte Kiær.
- Vi kan ikke undvære det sted. Hvis staten ikke kommer ind her, så lukker Øresundsakvariet, fordi det økonomisk falder ned mellem flere stole og ikke kan få dækket de udgifter, som andre lignende steder kan. Derfor hejser vi nu flaget og råber et højt hjælp, udtaler Kiær til avisen.
Selvom Københavns Universitet betaler husleje, el og vand, så hænger de tunge udgifter til løn og drift simpelthen ikke sammen med indtægterne. Problemet er, at universitetets ejerskab umuliggør, at Øresundsakvariet kan få statslige tilskud på linje med andre museer og zoologiske haver.