Fandt gedder udenfor noret

dennis3.jpg

Dennis BomBom tager tit turen fra København ned til brakvandsområderne omkring Møn for at fiske gedder, og da fredningen var forbi midt i maj, havde han flere ture til Stege Nor, hvor han plejer at have godt fiskeri.

Det var imidlertid ikke tilfældet denne gang, og efter flere ture med dårligt fiskeri valgte han derfor at søge efter gedderne rundt i Stege Bugt, og her var der mere held med fiskeriet.

- Det er klart, at der er meget vand at søge på, men hvis man kigger efter de samme ting som inde i noret, så er det relativt nemt at finde dem udenfor, fortæller Dennis og fortsætter: Nogle steder stod de meget spredt, nogle steder meget koncentreret, og nogle steder var de der slet ikke. Det er noget af et eventyr derude, for alt virker nyt og spændende.