Mere om

Denne artikel

Musholm-havbrug har for stort spillerum

Publiceret den 11.05.2017 - 16:25

To eksisterende havbrug i Storebælt har fået lang snor af Kalundborg Kommune, som giver havbrugene lov til at fortsætte med at producere regnbueørreder uden tilstrækkelig vurdering af konsekvenserne for miljøet. Danmarks Sportsfiskerforbund har derfor klaget over kommunens miljøgodkendelse af havbrugene. 

Klagerne drejer sig om havbrugene Musholm ØST og Musholm VEST. Klagen over Musholm VEST har Danmarks Sportsfiskerforbund sendt i fællesskab med Danmarks Naturfredningsforening.
 
I klagerne opfordrer Forbundet og Danmarks Naturfredningsforening til, at Miljø- og Fødevareklagenævnet annullerer Kalundborg Kommunes miljøgodkendelser til havbrugene og stiller krav til kommunen om at gennemføre en VVM-screening, hvor man vurderer havbrugenes påvirkning af miljøet.
 
Overser 682 tons slam 
Musholm-havbrugene burde ikke have lov til at fortsætte deres produktion af regnbueørreder under de omstændigheder, som kommunen har godkendt. Forbundet opstiller flere kritikpunkter i godkendelserne. Nogle af dem er:
 
  • Kalundborg Kommunes miljøgodkendelser tager ikke højde for den samlede effekt af spildevandet fra de to Musholm-havbrug, der ligger tæt på hinanden. 
  • Det er sandsynligt, at Musholm-havbrugene forstyrrer miljøet i naturbeskyttede Natura 2000-områder i Storebælt. Der mangler i hvert fald dokumentation for, at der ikke sker en negativ påvirkning af områderne, som ifølge EU-lovgivning har krav på særlig beskyttelse mod forurening.
     
  • Kommunens miljøgodkendelse indeholder ingen oplysninger om havbrugenes udledning af slam, som forbruger ilt og medvirker til iltsvind i havene.
 
Ifølge Danmarks Sportsfiskerforbunds egne beregninger bliver der som minimum udledt 682 tons iltforbrugende slam fra Musholm-havbrugene, som samlet set producerer ca. 3.100 tons regnbueørreder årligt.
 
Mangler lovgrundlag
Endnu et kritikområde er, at Kalundborg Kommune har blåstemplet et opdræt af kvælstofspisende muslinger eller tang som kompensation for kvælstofudledningen fra det største af de to havbrug, Musholm VEST. I kommunens miljøgodkendelse får Musholm VEST lov til at udlede yderligere 10 tons kvælstof og 1 ton fosfor om året, hvis havbruget samtidigt holder muslingeopdræt.
Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening mener, denne tilladelse er problematisk, fordi den ikke er baseret på nogen eksisterende lovgivning.
 
Kompensationsopdræt med muslinger eller tang indgår i et lovforslag fra Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som kommer i 2. behandling i Folketinget den 18. marts 2017. Danmarks Sportsfiskerforbund stiller sig kritisk over for forslaget.
 
Danmarks Sportsfiskerforbund siger nej tak til burfisk og åbne havbrug i de danske farvande. Støt os i kampen.
 
Læs de to havbrugsklager: