Kæmpe tun fanget og genudsat i dansk farvand

Publiceret den 23.09.2016 - 13:49

Mandag d. 19. september kan nu kategoriseres som et historisk øjeblik i dansk tunfiskeris historie. To danske lystfiskere lykkedes med at fange og genudsætte en gigantisk tun på måske 400+ kilo. De to lystfiskere stævnede ud fra dansk havn og fiskede i farvandet nord for Skagen, da de rendte ind i en af de store stimer af blåfinnet tun, som for øjeblikket drøner rundt i Skagerrak på jagt efter makreller.

De to lystfiskere, der ønsker at være anonyme, beretter til Fisk & Fri:

– Fisken huggede efter to timers fiskeri kl 17.05, og det blev til den vildeste fight, fortæller de to fangere.

– Den kæmpestore blåfinnede tun tog uden problemer 200 meter udløb hele vejen ned til bunden i første udløb, fortsætter de.

– Efter en halv times benhård fight, kom fisken til overfladen, hvor den leverede den sidste del af fighten. På et tidspunkt havde vi over 500 meter line ud til fisken, men efterhånden kom den tættere på. Vi havde hånden på forfanget 3-4 gange, før det lykkedes os at få fisken ind til bådsiden, hvor tunen, der var ekstremt tyk, blev målt til 303 centimeter. Kæmpetunen blev genudsat kl. 18.13, og fighten tog således en time og otte minutter.

Meget tyder på at den gigantiske tun ville have været ny danmarksrekord, da den estimeres til minimum 400 kg. Den tidligere danske rekord er fra 1950, hvor Knud Kyvsgaard fangede en tun på 372 kg i Øresund.

Det er i dag ikke tilladt at fange eller overhovedet fiske målrettet efter blåfinnet tun i danske farvande, da Danmark ikke har en kvote for blåfinnet tun. De to fangere gjorde sig dog også særligt umage for at fisken blev genudsat uden skader. Fotodokumentationen af fisken er derfor sparsom, da tunen blev afkroget i vandet og hurtigt sat fri igen.

Appellerer til lystfiskerne

 – Det er glædeligt, at den blåfinnede tun øjensynligt går så meget frem i disse år, at vi nu atter – efter 50 års fravær – kan se stimer af dem i de danske farvande, siger Kaare Manniche Ebert, biolog i Danmarks Sportsfiskerforbund. Da store stimer blev set i 2015 kontaktede forbundet de danske myndigheder for at forhøre sig om, hvordan lovgivningen forholder sig til lystfiskeri efter tun. Svaret var som nævnt, at det ikke er lovligt. Derfor modtages nyheden om fangsten med blandede følelser i forbundet.

- Vi støtter selvfølgelig ikke ulovligt fiskeri, og vi vil appellere til, at andre lystfiskere ikke sætter båden i vandet med tun som målet, udtaler Kaare Manniche Ebert. Men tilstedeværelsen af de mange blåfinnede tun i de danske farvande betyder også, at Forbundet har taget initiativ til en proces, der måske ad åre vil kunne betyde, at lystfiskerne vil kunne fiske lovligt efter tun.

Første skridt på vejen er at tilvejebringe større viden om tunfiskene i de danske farvande, og Forbundet har allerede været i en indledende dialog med DTU Aqua med henblik på at indgå i et samarbejdsprojekt, som går ud på at mærke tunfiskene og på den måde få unik viden om deres vandringer og generelle livscyklus.