Juniorlederkurset på Aalestrup Naturefterskole

Publiceret den 19.08.2010 - 08:54

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Juniorlederkurset er siden 2009 blevet afholdt på Aalestrup Naturefterskole, der ligger ned til Simested Å, og omtrent 30 km nord for Viborg. At Danmarks Sportsfiskerforbund valgte at flytte Juniorlederkurset til netop denne efterskole er bestemt ikke en tilfældighed. Skolens seriøse fokus på naturoplevelser gennem ridning, jagt og lystfiskeri, gjorde den til et oplagt valg for det populære kursus. At skolen er vant til at rumme mange efterskole-elever der interesserer sig for lystfiskeri, gør det meget lettere at afholde Juniorlederkurset i Aalestrup.

Skolen blev stiftet i 1997, af en række lokale initiativtagere. De inviterede hurtigt de store forbund med til opstarten, og allerede dengang sad Danmarks Sportsfiskerforbund med ved bordet. Således har Sportsfiskerforbundet fungeret som medstifter af skolen ved dens start i 1997, og man udpegede fra forbundets side den lokale forbundsinstruktør Jens-Ole Frier som repræsentant, og han har siden fungeret som formand for efterskolens bestyrelse. Derfor har det også fra Danmarks Sportsfiskerforbunds side været et helt naturligt valg at flytte Juniorlederkurset til Himmerland.
 
Naturefterskolen er til daglig hjem for 110 elever ligeligt fordelt mellem drenge og piger. Omtrent 25 af disse er vilde med at fiske, og går sammen på Fiskelinien. Linien er ubetinget landets mest populære sted for unge lystfiskere i 9. og 10 klasse og bliver til daglig ledet af to af Danmarks Sportsfiskerforbunds mest erfarne instruktører, der også fungerer som lærere på skolen.
 
Som elev på Fiskelinien har man mindst 7-8 ugentlige timer med fiskeri, som en del af det normale skoleskema, hvilket jo skaber en herlig afveksling fra de almindelige skolefag.
 
Eleverne får i løbet af året en varieret og udbytterig undervisning i alle lystfiskeriets facetter, omhandlende alt fra medefiskeri til fluekast, og naturligvis en masse praktisk fiskeri, overnatningsture og fede oplevelser sammen med sine fiskekammerater.
 
Vil du vide mere om Fiskelinien kan man kigge forbi hjemmesiden www.fiskelinien.dk eller skrive til fiskelærer Bo Frier på email: fiskehviskeren@hotmail.com
 
Aalestrup Naturefterskole har også sin egen hjemmeside www.naturefterskolen.dk, hvor du kan læse meget mere om efterskolen.