Mere om

Arter

Laks

Fiskevande

Å og bæk

Denne artikel

Flotte laks i Gels/Ribe Å - kvoten for laks over 75 cm opbrugt

Publiceret den 17.04.2017 - 14:56

Morten Holm med sin prægtige laksI Ribe Å var der Påskesøndag masser af laks på stykket ovenfor og nedenfor sammenløbet af Flads Å og Gels Å, fortæller Flemming Holm. Selv fangede han en laks på 6,5 kilo, som ifølge Flemming nok havde stået et stykke i åen. Flemmings ven Erik Erbs kunne notere sig for en laks på 9 kilo, mens et tredje medlem kunne vende hjem med en laks på 10 kilo.

Flemmings søn Morten var selvfølgelig også med. Ved en standplads jagtede en laks hans ormeprop, så derfor forsøgte Morten – dog forgæves – at lokke fisken til hug på en spinder. Da han skiftede tilbage til orm og prop, faldt hugget prompte  – og denne gang på ormen. Efter fighten kunne Morten glæde sig over en prægtig laks på hele 110 cm og 12,3 kilo.

Allerede Anden Påskedag kunne Ribe Sportsfiskerforening meddele, at kvoten på laks over 75 centimeter var opbrugt på foreningens stykker af Ribe Å og Gels Å. Derimod er der endnu mulighed for at hjemtage en laks over 75 cm oppe i Gels Å Sammenslutningens strækninger af Gels Å.