Mere om

Fiskegenrer

Kystfiskeri

Fiskevande

Kyst

Denne artikel

Fiskeri efter havets balletdansere

Publiceret den 16.05.2017 - 17:44

En af deltagerne ved sidste års Lystfiskeriets Dag ved Skårupøre Sund, William, med en virkelig flot hornfisk, havets balletdanser, som den kaldes.Alle og enhver er velkomne til at komme og lære, hvordan man fanger en hornfisk, også kaldet havets balletdanser, når Svendborg Sportsfiskerforening inviterer ved Lystfiskeriets Dag søndag den 21. maj.

Ligesom de tidligere år foregår Svendborg-foreningens fiskeri-tilbud i Skårupøre Sund, hvor der fra det tørre på odden kan kastes ud i det dybe og nogle gange meget strømfyldte sund, hvor mange hornfisk ofte kommer forbi.

- Vi starter overfor ishuset i Skårupøre. Vi står vi klar med vejledning og grej, så alle, uanset alder og erfaring, har en chance for, at fange en af havet balletdansere, hornfisken (Belone belone). Der vil være god mulighed for at få en lystfiskersnak med klubbens medlemmer, om det at være medlem af en forening, tips til ens eget fiskeri eller en god løgnehistorie, oplyser Preben Sørensen, formand for Svendborg Sportsfiskerforening.

Medlemmer af foreningen demonstrerer forskellige tekniker til at fange hornfisk.

- Der vil i løbet af dagen være sponsorgaver til børn, der har prøvet kræfter med lystfiskeriet og måske en præmie til en flot hornfisk, der præsenteres ved vores infostand, fortsætter Preben Sørensen.

Lystfiskeriets Dag er for alle, og Preben Sørensen lover en sjov aktivitet for hele familien.

Flere detaljer kan ses på hjemmesiden: http://www.svendborg-sportsfiskerforening.dk
Lystfiskeriets Dag søndag den 21. maj kl. 10-15.

Lystfiskeriets Dag markeres desuden to andre steder på Fyn.

Blue Rock Fiskepark ved Ollerup inviterer alle børn under 12 år til at fiske gratis hele dagen, den 21. maj. Dette put-and-take fiskeri kan blandt andet byde på store regnbueørreder og stør.

I Odense er Odense Sportsfiskerklub gået i samarbejde med grejbutikken Jan og Bo om en fladfisk-konkurrence i Odense Havn. Forinden udsætter arrangørerne 1000 fladfisk i havnen. Mødestedet er Tysklandskajen. Der er præmier til både børn og voksne.