Fantastisk uge for vandløbene og naturdagsordenen

Publiceret den 12.02.2016 - 16:59

- Det har været en god uge i kampen for at beskytte naturen og vandløbene. Nu er der for alvor kommet stærkt mediefokus på de udfordringer, vi står over for, når vi skal sikre naturforholdene i vandløbene, siger Danmarks Sportsfiskerforbunds formand, Verner W. Hansen.

Ugens intense mediedebat blev skudt i gang mandag den 8. februar, hvor BT afslørede et usædvanligt tæt samarbejde mellem miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Efter at have søgt aktindsigt, kunne BT dokumentere et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem ministerens kommissorium for et nyt ekspertudvalg om grødeskæring i vandløb og et udkast til kommissoriet skrevet af Bæredygtigt Landbrug.

BT’s afsløring spredte sig lynhurtigt og blev citeret i et stort antal landsdækkende medier. De følgende dage rullede BT nyheden ud med nye indgangsvinkler til problemstillingen. Danmarks Sportsfiskerforbund udtaler sig i flere af BT’s artikler.

Læs mere her:

BT afslører: Landmænd står bag miljøministerens nye plan

Skarp kritik af Eva Kjer Hansen efter BT-afsløring: Du er mest af alt minister for landbruget

Eva Kjer holdt hyppigt møder med landbruget - ignorerede sportsfiskere

Efter endnu en afsløring af Eva Kjer Hansen: Politikere står sammen i skarp kritik

 
Minister kaldt i samråd

BT’s artikelserie har foranlediget en række mediedebatter i ugens løb. Flere gange har Danmarks Sportsfiskerforbund deltaget. Det har både handlet om grænsen for interesseorganisationers indflydelse hos politikere og om selve udfordringen, der ligger i at sikre afvanding af marker uden at sjofle naturtilstanden i vandløbene.

Mandag udtalte Danmarks Sportsfiskerforbunds formand, Verner W. Hansen, sig til TV2 News. Dele af interviewet blev inddraget i det politiske debatprogram Tirsdagsanalysen på samme kanal. Tirsdag morgen fungerede en udtalelse fra Verner W. Hansen som indspark i et længere interview med miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen i Go’morgen Danmark på TV2, hvor ministeren gled af på kritikken af hendes manglende lydhørhed over for de grønne organisationer.

Afdækningen af alliancen mellem Bæredygtigt Landbrug og Eva Kjer Hansen har fået oppositionspartierne i Folketinget til at indkalde miljø- og fødevareministeren i samråd. Et samråd bruges blandt andet som led i den parlamentariske kontrol med regeringen. Ministeren bliver stillet et skriftligt spørgsmål, som hun skal besvare mundtligt ved et udvalgsmøde.

- På et eller andet tidspunkt må presset fra medierne og politikerne i oppositionen gøre så meget indtryk på ministeren, at det går op for hende, at hun også er minister for natur og miljø, og at hun bliver nødt til at lytte mere bredt til også de grønne organisationer, siger Verner W. Hansen.

Mandag den 15. februar deltager Danmarks Sportsfiskerforbunds formand i en P1-debat om vandløbene. Lyt med på P1 kl. 12-13.


Udpluk af indslag og debatter

Danmarks Sportsfiskerforbund har samlet et udpluk af ugens debatter og indslag om vandløbssagen og ministerens parløb med Bæredygtigt Landbrug.

Tirsdag 9.2.2016:


Onsdag 10.2.2016:

Fredag 12.2.2016: